Anemonens evangelium

Anemonens evangelium

Anemonens evangelium

# Læs en prædiken

Anemonens evangelium

3. søndag i fasten 2023

Med indsamling til Folkekirkens Nødhjælp

910 Den blå anemone

Du spør’ mig om håbet

Gå i mørket med lyset - vedhæftet

401 Guds Ord det er vort arvegods

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Lukasevangeliet 11,14-28

 

 

Prædiken

Vi startede gudstjenesten med at synge Kaj Munks Den blå anemone. Den smukke sang om det hårde frosne hjerte, der smelter ved synet af sin modsætning. Ved synet af noget, der er alt andet end hårdt og frossent. Noget blidt, fint og sart.

Den lille blomst der står med sit blide udtryk der midt i den kolde martsluft. Så skrøbelig og lille, den kan med lethed rives i stykker. Og dog er den ukuelig og sikker.

Den er noget andet end det hårde og frosne og derfor har den en positiv virkning.

 

Sangen beskriver en sand historie: Sommeren 1942 havde Kaj Munk fyret op under den gasgeneratordrevne bil, for at tage turen til fødeøen Lolland sammen med kone og børn. Nu skulle de se hans fødeegn, hans barndomshjem og den lollandske frodighed. Kaj Munk havde været præst i Vedersø siden 1924, og han savnede til tider lidt frodig muldjord. Undervejs mødte de en landmand fra egnen, der kom gående i skovbrynet sammen med kone, to børn og en avispakke med opgravede anemoner. Kaj Munk lånte skovlen, fik en lokalsektion af Lolland-Falster Folketidende og så var den blå anemone pakket ind i avispapir på vej mod Vedersø sammen med den Munkske familie.

 

Synet af blomsten og hele situationen inspirerede Kaj Munk. Danmark var besat af tyskerne, og den lille blide blomst der brød igennem frosten i jorden og det vinterkolde hjertes tristhed og pessimisme fik inspirationen til at buldre så meget at der måtte skrives nu. Hvad har vi at skrive på, der er en papirpose og det blev på den digtet blev nedskrevet. Om håb men også tvivl: Ville anemonen overleve, når den skulle til Jyllands ”fjendske zone”. Ville håbet, det gode, det blide overleve krigens rædsler? Kunne håbet plantes?

 

Det samme kan vi spørge os selv om i dag hvor vi skal samle ind. Der er rædsler nok at tage fat på og hvordan skal vi bekæmpe dem. Med hårdhed eller med mildhed? Og kan vi plante håb eller dør det bare ud som en anemone, der visner i sandet jord?

Her har dagens evangelium heldigvis noget at sige. Vi hører om, hvordan Jesus er i gang med at uddrive en dæmon. Dæmonen er jo en af Satans yngel. Satans navn betyder modstanderen, han er modstanderen af det det gode liv, modstanderen af blidhed og kærlighed. Forsøger altid at sætte splid og bringe os i tvivl. Får os til at spekulere som Eva i Paradisets have. Man kan sige, det er dæmonien, der er på spil når Kaj Munk tvivler.  Når han tænker ”den må dø” det nytter ikke, det går ikke. Dæmonien er på spil altid i vores liv, som den var i Kaj Munks. Vi skal genkende den se den i øjnene. Men ikke lade den få overtaget. Som Kaj Munk jo heller ikke gør. Han tvivler, men gør dog forsøget med at omplante sin blå anemone med held. Havde dæmonien vundet, så havde han helt opgivet, og smidt avispapirpakken i en grøftekant, følt sig som en dum fantast, der havde urealistiske planer. Dæmonen er den evige modstander, der taler håb og drømme ned under gulvbrædderne.

 

Jesus bliver anklaget for at uddrive dæmonen ved dæmonernes fyrste. Men han svarer: Man kan ikke uddrive en dæmon med en dæmon. Man kan ikke uddrive modstand med modstand. Det er ellers det, vi så ofte forsøger. Vi bekæmper vold med mere vold.  Krig med flere våben. Tanks med større tanks. Sender de en dæmon mod os, så skal de bare se, vi har en der er stærkere. Større og mere uhyggelige dæmoniske såkaldte løsninger. Jesus siger det klart i dag: Det kan ikke lade sig gøre. Dæmonen kan man ikke uddrive med flere dæmoner, det bliver en endeløs og meningsløs kamp.

Kaj Munk vidste det godt. Det er sådan set anemonens evangelium. Ja alle blomsternes evangelium. Skal det hårde og kolde overvindes, skal det vinterfrosne og fortvivlede hjerte tøs op. Så skal der blidhed og mildhed til. Og netop derfor har vi altid kirken fyldt med blomster til begravelser. Som små engle der er med blidhed og skønhed drager omsorg for det sorgfyldte hjerte. Så det kan blødgøres og åbne sig og lade tårerne strømme.

Som det sker for os, når noget himmelblåt pludselig viser sig, skrøbeligt og uendeligt sårbart i skovbunden. Blomsten får hjertet til at åbne sig i ømhed og kærlighed. Da er rædslen overvundet et øjeblik og det kan ikke andet end også at vise sig i verden.

Kaj Munk holdt nytårsdag 1944 sin sidste prædiken, og her udtrykker han anemones evangelium med ordene:  "Jeg staar ikke her for at prædike Had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad Rædsel og Elendighed Verden er kastet ud i; jeg ved, hvad Forsmædelse, mit eget Land har maattet opleve. Jeg ved, at jeg nu i Maaneder ikke har lagt mig til Ro nogen Aften uden at tænke: Kommer de efter dig i Nat?”

Det gjorde de. De kom efter ham natten til den 5. januar 1945 og han blev henrettet på vejen mellem Ikast og Bording. Kaj Munk kendte rædslen og frygten, kom til at kende den til bunds, men han nægtede at hade. Han vidste at hvis han begyndte at hade og kæmpe, så havde dæmonen vundet. Så var det ikke en kamp for fred, men for mere krig. Mere frygt. Mere elendighed.

 

Når vi skal ud at samle ind i dag, så er det netop en måde at bekæmpe verdens rædsel og nød med noget andet. Det er ikke den dæmoniske kamp mod krigens dæmon. Det er anemonens evangelium vi går med. Vores lille vandring med indsamlingsbøssen er anemonekraften, små blå stjerneskud af mildhed og kærlighed på vej ud i verden, ja i hvert fald ud i Alsønderup og Tjæreby sogne.

Om vi vinder derude i verden, det ved vi ikke, men hvis vi kan sige som Kaj Munk at vi ikke hader nogen. At vores hjerte ikke er koldt og hårdt men åbent og varmt, ja så har vi allerede vundet den indre kamp og hvad end der sker vil det sprede sig. Som foråret. Som håbet, blåt som en anemone.

Amen

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed