20. søndag efter trinitatis 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matthæusevangeliet 21,28-44

Prædiken

At være forpagter. I modsætning til at være ejer. Man kunne måske også sige at være lejer i modsætning til at være udlejer. Det skal det handle om i dag. 

Det vidste jeg hurtigt da jeg læste dagens tekst i begyndelsen af ugen. Og sådan er det med prædikener; man får en fornemmelse af hvor det skal hen og så venter man. På at Gud skal vise en hvordan. En hjerneforsker ville sige det på en anden måde. jeg hørte udtrykket ”at lægge noget til hævning i hjernen”. Sådan kan man også sige på det. Jeg kalder det at vente på Gud. Og det fik jeg lov til. At vente længe. Men nu kan jeg jo ikke vente længere end til søndag morgen. Og det kom jeg heller ikke til. 

Tidligt søndag morgen kom det.

Huset var fuldt af mennesker, hjemvendte børn og deres kærester. udenfor var det efterårskoldt og vi var lige skiftet til vintertid. Timingen var perfekt. For det er altid sådan det sker. Når det er koldt. Og når huset er fuldt af gæster. Så sker det. At præstegårdens pille fyr står af. 

Sådan et pille fyr skal jo passes, ikke mindst skal der fyldes piller på. Jeg er så heldig, at jeg bor til leje og derfor har jeg kun en forpligtelse i forhold til pille fyret og det er at tømme askebeholderen. 

Og jeg vidste jo sådan set godt at denne gang havde jeg haft et eksperiment kørende under overskriften ”hvor længe kan der gå?”. Tegnene havde været der aftenen før da jeg vaskede vinglassene op fra de hjemvendte børn og deres kærester, som nu havde trukket sig tilbage til gæsteværelserne. Vandet var ikke rigtig varmt, men jeg slog det hen. 

Indtil jeg altså måtte ud i det tidlige morgenmørke med pandelampen og fornøje mig med askespanden og med mine morgentrætte arme mærke HVOR meget aske der kunne være i den når den var helt fuld. Asken smider jeg ude over marken, hvor den efter sigende fungerer som en slags gødning. 

Det tager ikke over 20 minutter så suser det igen behageligt i varmerørene!

Det er så enkelt. Og hver gang jeg er derude, så ser jeg på det tekniske vidunder af et pille fyr. Og tænker: Hvor er det skønt at være lejer! Når det virker, så er det helt fænomenalt, pillerne står er i en kæmpe sæk, der kan rumme flere ton og fylder den gamle garage. Og pillerne bliver suget ind i fyret gennem plasticslanger i passende tempo og mængde til at give en passende temperatur. Et teknisk vidunder, dyrt i anskaffelse og med et væld af dimser og ventiler og dingenoter og møtrikker og filtre og hvad det nu hedder alt sammen.  Som de fleste almindelige dødelige ikke har den ringeste indsigt i og derfor koster det en lille formue hver gang noget skal fixes.  

Så hver gang jeg er derude og passer min beskedne andel af opgaven, så priser jeg mig lykkelig for at jeg ikke ejer dette pille fyr. Men at jeg bare er lejer. For det betyder, at skulle der være noget alvorligt galt, ja bare det mangler piller, så skal jeg ikke andet end at løfte telefonen og skrive en sms. 

Og så tager et elskværdigt menneske sig af at løse opgaven uden at det berører mig yderligere. Så skønt er det, at være lejer i præstegården. Man kan altid ringe til en ven, som det hed.

Nu sidder der sikkert mange af jer og tænker ”den er god med hende, jeg ejer selv mit pille-, olie- eller gasfyr. Mine tag- og mursten og mine vinduer og alle øvrige installationer”. Ja netop. De fleste ejere ender udmærket bagsiden af husejerens medalje. Der er ikke andre at ringe til end bankrådgiveren og selv om de prøver at få det til at se sådan ud, så er de ikke rigtig ens venner.

At være lejer og at være udlejer. Der er mange forskelle. Men en af dem er, at som ejer står man i den sidste ende selv med ansvaret. Både når det er glædeligt. Og når det er dyrt, tungt og besværligt. 

Dagens evangelium er en lignelse. Der siger noget om hvor vi står i verden inden for det her med at være ejere eller lejere. Hvert element i lignelsen skal ligne, symbolisere noget i tilværelsen.

Vingården er verden. 

Ejeren er Gud

Og forpagterne er os mennesker. 

At være forpagter er at være en lejer. Men en lejer, der har pligt til at løse en opgave. Typisk at drive et landbrug eller en forretning. Og forpagteren har ret til at få en del af udbyttet. Men ejeren skal også have sin del. 

Og hvad er det for en verden Gud har sat os som forpagtere af? 

Jo det er en vingård. Det vil altså sige et sted, hvor der produceres vin. Det kunne også have været et sted hvor der blev produceret rugbrød, eller havregryn. Eller mælk, eller grønkål. Sådan noget fornuftigt noget. Men nej. Der bliver produceret vin. Noget der har at gøre med fest og glæde. Ønsker Gud måske, at vores liv skal være en fest, er det meningen at vi skal være glade, ikke gå med bittert bøjet hoved og passe den sure pligt, men derimod gå efter glæden? 

Hvad mere har Gud sørget for i den verden vi er forpagtere af? Jo han har sat et gærde. Beskyttelse. ude i makrokosmos har han beskyttet jorden med en atmosfæren, der uforklarligt sørger for, at vi har den ilt der skal til. At vi kan eksistere. Nede på jorden har du dit hus, dit eget tag over hovedet til beskyttelse mod vejr og vind. Hvert menneskes krop har en hud, der holder bakterierne ude fra systemet. Ja Gud har sørget for et gærde; beskyttelse fra makrokosmos til mikrokosmos. 

Så er der en perse. Det sted, hvor saften kan presses ud af druerne. Ja jorden er fuld af vi kan høste. Planetens resurser er uden sidestykke i universet. Du har et liv hvor du kan presse frugterne. Få gode oplevelser med dit arbejde, dine fritidsinteresser. Udvikle dig i dine forhold til andre mennesker. Du har så mange muligheder for at presse frugterne, helt konkret og i overført betydning. Gribe dagens mulighed og presse saften ud af den.

Og så er der et vagttårn. Et sted, hvorfra man sådan lidt ophøjet kan holde øje med hvad der måtte komme. Hvis man klatrer derop altså, så har man en udsigt, der er lidt bedre end den dernede ved jorden. Men man skal lige klatre derop. Ethvert menneske har sin 6. sans. Sjælen. Det højere selv. Kristusbevidstheden. Kært barn har mange navne. 

Og fra sjælens udsigtspunkt kan man se lidt længere. Fra vagttårnet kan man låne lidt af Guds perspektiv. Hvis man gider bruge tid å at kravle derop. Måske gider man ikke. Gider ikke den daglige bøn, meditation, stille tid eller hvad man nu kalder den tid hvor man ikke prøver at spekulere sig frem til løsninger, men i stedet giver plads til at livets, universets, Guds kraft kan strømme ind. Hvis man ikke gider, så lader man sit vagttårn stå ubemandet. Og så er man ganske simpelthen lettere at vippe af pinden når det myldrer ind med løver eller fjender. Tid i vagttårnet er forberedelsestid, giver modstandskraft.

Så altså: verden er et sted som Gud ejer. Et med beskyttelse, frugtbarhed og udviklingsmuligheder. Og vi er forpagtere. Forpagtere af en virksomhed, der er designet perfekt til at imødekomme og give os alt hvad vi har brug for.

Og som lejer her i livet, så ved man, at når noget for alvor går galt i livets maskinstation og man har gjort hvad man kan med sine egne få og små midler. Askespanden er fejet og tom. Så har man altid en at ringe til. En der har det store og overordnede ansvar. En der ved præcis hvilket filter eller hvilken slange, hvilken ventil der skal skiftes i dit livs maskinrum. Gud ved det. 

Huske at du forpagter en vingård! Du skal skabe glæde for andre og for dig selv. Hvad du end har af problemer, så står solen op igen i morgen og du skal ikke bekymre dig yderligere.

At tro at du selv skal ordne det hele og skubbe Gud ud, det er virkelig ikke klogt. Det er det, de onde vinbønder gør. Det er at gøre oprør mod livet selv. Jeg vil være ejer af mit eget liv, ejer af verden. Den holdning fører kun til et ondt endeligt, som teksten siger. Eller med andre ord: Det fører for det meste til nye problemer, mindst lige så mange som man løser. Ofte flere.

Bare vent på Gud! Også helt til søndag morgen. Lad ham vise dig vejen og løse problemerne. Du er, gudskelov, kun forpagter af dit livs vingård. 

Og som vi skal synge til sidst i dag: han bliver aldrig træt af, ganske uforskyldt, at sende dig en overflod af godt. Amen