17. søndag efter Trinitatis 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« 

Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«  Markusevangeliet 2,14-22

Prædiken

Jesus kalder Levi som discipel sidder til bords med toldere og syndere. 

Tolderne var den romerske besættelsesmagts lejesvende, de var jøder, men fordi de arbejdede for besættelsesmagten, kan man kalde dem en slags landsforrædere.  Og vi ved godt, hvordan man behandler landsforrædere, det fortæller vores egen historie. Jesus sidder altså til bords med landsforrædere og andre syndere, måske kriminelle. Og her siger han så de ord, som jeg vil fokusere på i dag:

”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. 

Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” 

Hvad er det nu for nogle syge mennesker Jesus taler om? Jo, der er åbenbart en lighed mellem det at være syg og det at være en synder. En synder er som bekendt en, der rammer ved siden af, rammer forbi målet med sit liv. En, der gør det, der ikke virker. Det bliver man åbenbart syg af. Men nu er det jo ikke sådan, at de her mennesker sidder rundt om bordet med feber og med bylder? De er sådan syge på en anden måde. 

Men man kunne få den mistanke, at Jesus ikke skelner. Mellem sygdom i fysisk forstand og så det vil ville kalde ubalancer. Og nej det gør han ikke. For den skelnen hører vores videnskabelige tidsalder til.

Den har givet os meget godt, men måske vi ikke skal stirre os blinde på den.

Hvis man nu skal stille lidt kritisk og videnskabeligt ind på Jesus, så kunne man indvende, at hvis han helbrede nogen så virker det vist kun, fordi de tror på det. Det er med andre ord det rene placebo.

Placebo, det siger man gerne sådan lidt nedladende. Og lad os dykke ned i hvordan det begreb er opstået.

Ordet placebo er latin og begrebet har sin oprindelse i salmernes bog. Oversættelsen til latin kaldtes Vulgata. Det er Vulgata var Gutenbergs første trykte bibel i 1456, man har brugt og bruger den stadig i den katolske kirke i forskellige omskrevne former. Men her i de protestantiske kirker er vi (heldigvis) med reformationen gået over til Bibelen på modersmålet. 

Men altså: Udtrykket placebo kommer fra Vulgata, fra Salmernes bog Salme 116,9. Her står i Vulgata: Placebo Domino in regione vivorum, Det kan man oversætte til “Jeg vil behage Gud i de levendes land/paradis”.  Denne salme blev brugt i den katolske kirkes dødsmesse, altså ved begravelser. I 1400 tallet blev salmen sunget af koret, hvilket førte til at ordet placebo, blev synonym for en begravelsessanger. Eller man kunne sige en professionel grædekone M/K. Og ordet placebo kom altså til at betyde noget, der var behageligt og tilfredsstillende. 

Men nu var det sådan at sangerne havde (jeg beklager) en lav social status. Så hen over tid, kom titlen placebo sanger til at få sådan en lidt nedladende klang. Og termen placebo kom med tiden til at betegne en hykler; de var jo ikke rigtig kede af de, men stod bare og lod som om, når de sang for at behage. Så det var vejen til vores opfattelse af placebo; noget der giver en bedring og er behageligt, men som ikke er til at regne med.  Altså en form for falsk behagelighed.   

Noget der virker, bare fordi man tror på det, men som vi, med vores videnskabelige tilgang vil sige ikke virker, sådan objektivt set.

At se sådan på sygdom er jo en nyere opfindelse. Før i tiden havde man ikke den skelnen. Man kendte ikke til bakterier, virus og den slags. Kendte ikke til de kemiske bestanddele som verden består af. Og man skelnede ikke mellem om åreladningen, urterne i teen, grødomslaget eller den kloge kones besværgelser virkede objektivt pga. de kemiske bestanddele. Eller om det virkede pga. tro. Man skelnede simpelthen ikke.

Da videnskaben begyndte at få forståelsen af, hvordan bakterier kunne skabe sygdomme og ikke mindst med opdagelsen af penicillinen fik et utroligt middel til at bekæmpe disse bakterier, så kom det, der virker gennem tro, til at få den nedladende betegnelse placebo.

Det der giver en falsk behagelighed, som ikke er til at regne med. Som virker ”bare fordi vi tror på det”. 

Men man kunne også vende det om og sige: Tænk at noget kan virke, fordi vi tror på det. Det er da helt forrygende. Hvis det er rigtigt, så må det betyde at der inde i mennesket er en eller anden form for kraft til helbredelse? Den virker bare fordi vi tror på det.

Og måske fordi vi har det med ikke at tro så længe, så holder den op med at virke igen. Og måske er det den kraft, som Jesus har så meget styr på, at han kan helbrede de syge og dem der er på gal kurs i livet, bare ved at være sammen med dem?

Sikke noget hokus pokus! Et udtryk der i øvrigt stammer fra den katolske kirke nadverliturgi på latin, hvor præsten siger: "Hoc est corpus filii" (dette er sønnens legeme) – men lad nu det ligge. Hokus pokus, det er det.

Men, men, men. De videnskabelige forskere er nu også begyndt at interessere sig for placebo! Overlæge, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitetshospital Lone Fjordback forsker i yogaens og mindfulnessens helbredende egenskaber i forbindelse med moderne lidelser som kronisk stress. Når det handler om at skabe de bedste betingelser for at mennesker skal få det bedre, så siger hun noget ret overraskende: ”Det handler dybest set om kærlighed.”

Det er nemlig sådan, at relationen mellem den, der skal behandle og patienten, den relation betyder uendeligt meget for, om behandlingen virker. Hvis f.eks. den samme dosis smertestillende medicin gives på to forskellige måder; den ene skal patienten selv tage alene. Den anden gives af en behandler, der bruger tid på at sidde på sengekanten og tale med patienten, vise omsorg. Så er den smertestillende effekt større, end når medicinen tages i ensomhed. 

Så det forskeren arbejder med er, at lære folk at have bedre og mere empatiske relationer. Til sig selv. Og andre. Og hendes forskning viser helt objektiv, at det hjælper.  

Og så er det Jesus siger og gør måske ikke så meget hokus pokus. Han er fuldkommen kærlighed og han er fuldkommen tilstede for de mennesker, som ingen andre kan holde af. De mennesker, der har ladet sig forblænde af al den overflade, penge prestige og materielle goder, der i deres væsen er bedrageriske. Flygtige. Ladet sig forblænde i en grad, så alle tager afstand fra dem. Dem ser Jesus som syge. Og han helbreder dem. Med uselvisk nærvær. Med fuldkommen kærlighed. 

Og mon ikke overlæge, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitetshospital Lone Fjordback ville mene, at Jesus var en usædvanlig talentfuld behandler. Måske ville hun tilbyde ham et job?  For hun siger om behandleren:

»Det handler om at gøre det så godt, at det minder om et intimt kærlighedsforhold. At kunne skabe en kontakt, hvor man åbner hinanden – hvis man kunne skabe den kærlighedsrelation, vil den være helende.” 

Ja og er det ikke det Jesus gør. Han åbner os. Åbner selv dem, som ingen vil åbne. 

Åbner dig for kærligheden. 

Og det er det, vi gør med dem vi elsker. Vores mænd og koner, forældre børn og børnebørn. Venner. Vi åbner hinanden for kærligheden.

Og så tilføjer forskeren og overlægen det, som Jesus ikke spekulerer på og siger: ” I det lange løb kan sundhedssystemet spare både tid og penge.«  

Ja og sådan har Gud sine fantastiske veje. Tænk engang! Vi bliver ledt til kærligheden, fordi vi kan spare penge på det.

Altså: Det virker, fordi lægerne er dygtige. Men det virker endnu bedre, når kærligheden spiller med og vi tror på det. 

Så når nu den nye uge kommer til dig, med sine timer og med sine dage. Så kunne det være et mål at være rigtige placebo sangere for hinanden. Mens vi er i live. 

Skabe velbehag. 

Giv af din fuldkomne kærlighed. Til andre. Men så sandelig også til dig selv. 

Gør det hver time og hver dag og hver uge, 

som du har fået lov til at har lov til at bruge.

Amen

Motet: Anne Linnets ”Time og dag og uge”