4. søndag i advent 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Johannesevangeliet 1,19-28

Prædiken I dag skal det handle om glæde. At glæde sig. Det hebraiske verbum mə·śa·ḥe·qeṯ (Ordsprogenes bog 8,31) betyder at glæde sig, men det betyder også at danse. På hebraisk er der altså et sammenfald mellem disse to begreber; glæde og dans hører sammen. Rundt om Guds trone, danser englene i en glæde uden ende.

Nu vi er i det hebraiske, så lad os starte i dagens GT læsning fra Esajas bog, nærmere bestemt sætningen: ”Hvor herlige lyder budbringerens fodtrin.” Det er en meget interessant sætning! Læg mærke til, at det ikke er budbringerens budskab, der nævnes, men lyden af hans fodtrin. Lyden af dem. Lige når man hører trinnene, ser bilen, hører døren gå. Ved at nu kommer en, man har ventet på. Vi er lige der, hvor man mærker at det kommer nu. Det er ikke kommet endnu, men man ved at det kommer. Forventningens glæde kan man kalde den men det er måske ikke nok. For-glæde kunne vi kalde det (med fare for at stavekontrollen straks retter til forklæde)

Det øjeblik hvor noget, man har håbet og ventet på, sker. Det øjeblik, hvor det går op for en, at nu sker det. Det øjeblik varer måske blot et sekund  og derfor unddrager det sig opmærksomhed. Men det sætter spor. Og når man begynder, at lede efter minder om for-glæde, så kommer de myldrende.  De står klart i erindringen. Den første, der kommer til mig, er fra jeg var måske 9 år. Jeg havde en kat, Sisse. Og den var løbet hjemmefra. Jeg håbede selvfølgelig på at den ville komme tilbage. Og en dag, da jeg kom hjem fra skole, ja der glemmer jeg aldrig det splitsekund, hvor jeg, rundt om hjørnet af det grå køkkenskab på køkkenets korkgulv, så kattens madskål. Den var stillet frem igen og i det øjeblik vidste jeg, at Sisse var hjemme igen. Jeg kan slet ikke huske, da jeg så selve katten. Men synet af budbringeren, madskålen på køkkengulvet, det kan jeg huske helt klart her 40 år efter. Ja hvor herlige er budbringerens fodtrin.

Når det sker, det store og glædelige, hvad gør vi så med det?

Da jeg var blevet færdig som teolog søgte jeg job i en periode på ca. 6 måneder.  Det var ganske opslidende. En mandag i oktober var jeg på legepladsen med min lille søn, da provsten fra Hillerød provsti ringede og gav mig den gode nyhed. Der var meget praktisk, der skulle tales om og, det forekom mig at han talte meget længe. Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Er du ikke nu snart færdig, med at snakke, så jeg kan få lov til at glæde mig?!" Han blev jo færdig og jeg begyndte at rulle barnevognen hjemad, sprængfyldt af glæde, over det der var sket.  Glæden var så enormt stor, at jeg mest af alt havde lyst til at gå og bare svælge i den? Men det gjorde jeg ikke, for mobiltelefonen lå jo i lommen og som jeg gik der på vej hjemad kunne jeg jo ikke lade være med at tage den og ringe. Først til min mand, lige til mine forældre, så lige til nogle gode venner. Men jeg husker tydeligt, at mens jeg gik der og talte og talte i mobiltelefon og det ene opkald tog det næste, da var der noget inde i mig, der egentlig mest havde lyst til at lægge på. At tie stille. At gå tilbage til det særlige og fortryllede øjeblik, hvor glæden var noget indre, noget der ikke skulle tales om, men hvor jeg selv bare kunne være til stede i den. Blive der lidt længere. Nyde det, svælge lidt i den glæden.  For når man begynder at tale om det glædelige, så sker der noget. Når ordene kommer på, så kommer fornuften med, og straks står man ikke med ren glæde, men med en bandet landhandel. Hvordan skal det nu gå? Bare jeg kan klare det! Vi skal flytte. Hvad siger børnene? Fornuftens stemme, der vil forstå, regne ud og gøre det godt. Den bringer mange forhindringer med og pludselig er de ikke så let at gøre som Paulus siger. ”Glæd jer altid i Herren jeg siger jer altid glæd jer.” Man kan opleve, at når man taler om det glædelige, så smuldrer den.

Måske er det derfor glæde og dans er forbundet på hebraisk og i mange oprindelige kulturer. Når man danser af glæde, så bliver man i glæden, man strækker den. Presser saften ud af den. Lader sit indre forgylde med de fineste lag af 24 karats ægte og strålende glæde. Lader den fordele sig til alle kroppens celler.

Mennesker, der har bøn- eller meditations praksis og får man vejledning kan man få det råd ikke at tale om sine oplevelser med andre end sin vejleder. Ikke fordi, det er noget andre ikke må høre, men fordi man skal øve sig i at holde energien inde i sig selv, man skal øve sig i at internalisere det smukke og fredfyldte og glædelige der sker inde i en. Øve sig i at rumme den store energi.

For åndelige oplevelser sker der virkelig noget med, når man begynder at forklare dem. Man kan have siddet i bønnen eller meditationen og have store indre oplevelser. Og det er naturligt at have lyst til at dele dem. Men så snart man i begejstring begynder at fortælle om dem, så mærker man at luften begynder at sive ud af ballonen. For hvert ord, der kommer på, bliver ballonen mindre og mindre, indtil den ligger som en lille slatten klud. For hvert ord begynder man måske at tvivle. Måske var det bare noget, jeg bildte mig ind det hele, det var ikke Guds stemme, det var nok bare ønsketænkning. Er der skyggen af skepsis eller forbehold i den andens reaktion, så vækker det den lille tvivl, man selv har inden i og så kører det.

De fleste store kunstnere, musikere, malere, dansere afviser at fortolke deres værker. Som danserinden Ruth st. Denis engang sagde: ”Hvis jeg kunne forklare det, havde jeg jo ikke behøvet at danse det”.

Når vi lader et væld af ord og forklaringer punktere glæden ved budbringerens fodtrin, så står vi i fare for, at miste evnen til at glæde os. Glædesmusklen bliver slap. Men inden I nu går hjem og siger: ”I dag sagde præsten, at man ikke skal tale om det man er glad for!” så skal jeg naturligvis understrege, at det skal man da. Det havde da også været underligt, hvis jeg ikke havde sagt til nogen, at jeg havde fået et job. Det jeg siger er bar: Vi glemmer, at lade kraften fra glæden virke lidt tid i det indre først.

Og jeg tror det virkelig er nødvendigt at sige i en tid, hvor alt skal deles på facebook og instagram. Også gudstjenester, yoga, meditation og stille stunder i naturen. Vi deler det hele! Jeg har også selv gjort det! Det hele kan instagrammes og facebookes og snapchattes, så det dør af det.  Min personlige erfaring siger mig, at når man stopper med hele tiden at dele de glæder man har på sociale medier, men i stedet øver sig i at tage dem ind. Tage glæden ind og og bevare den i det indre. Lad glæderne virke til indvortes brug. Så får man en større kapacitet for at rumme endda virkelig stor glæde. Sagt helt almindeligt: Man bliver gladere.

Og jeg tror, det er hvad for-glæden kan, hvis vi bruger den: Træne os i at rumme endda virkelig stor og berusende glæde. Hvis vi bruger den og lader den smykke og forgylde de indre sale. Så banes vejen. Og hvem ved, om man måske endda bare en enkelt gang før man dør får lov til at prøve at danse af glæde? Hvis ikke det er at gøre for meget ud af det…

Jeg håber i hvert fald, at du vil bruge lidt tid inden juleaften på at øve dig i for-glæde. I forventningen. Finde alle oplevelserne frem fra dit liv; dengang du så den store pakke og vidste den var til dig. Dengang du vidste, at du havde fået jobbet. Dengang bilen rullede ind og du vidste, han kom hjem. Lad alle de glæder danse i dig, med Johannes. Og lad det være forberedelsen på den store glæde: Glædens Herre, der snart står midt i blandt os.

Amen