1. søndag efter Helligtrekonger 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Lukasevangeliet 2,41-52

Prædiken

At adskille det sande selv og det falske selv, det er det fundamentale første skridt på enhver åndelig vej. Fortællingen om den 12 årige Jesus i templet kan læses som en fortælling om det sande selv og det falske selv og hvordan de to bevæger sig i menneskelivet. Det er der mange af evangeliernes tekster, der kan.

I fortællingen om den 12 årige Jesus symbolske sprog, der er det, ikke overraskende, Jesus der er det sande selv og forældrene, der har den tvivlsomme fornøjelse af at være det falske selv.

Jesus er på vej til Jerusalem med sine forældre, for at fejre påske. For at fejre at Gud er god og nådig, at døden gik forbi. Der er hvad påske, groft sagt, betyder for jøderne. Navnet Jerusalem betyder på hebraisk fredens sted. Hvis vi læser historien som en analogi på menneskelivet, så er livet altså en vandring mod fred. Vi ved det godt intuitivt, vi siger om den døde, at ” han fik fred”. Men det bedste er hvis freden indfinder sig lidt - eller ligefrem meget før døden.

På vandringen mod fred følges Jesus med forældrene. Det skal fortælle os, at det sande selv og det falske selv følges ad. Altid.

Det sande selv er den, du er inderst inde. Andre ord for det kunne være sjælen, Guds rige inden i. Det er din absolutte identitet. Den du er i Gud, den du er i Kristus. Det sande selv er altid med dig, det er evigt og udødeligt. Er grundlæggende lykkeligt og frit. Kaldes også Kristus selvet, Buddha selvet. Det er til stede i ethvert menneske.

Det er grenen på vintræet. Det er hvedekornet, der falder i jorden og bliver til mange fold, for at referere til nogle af Jesu lignelser.

Det falske selv er det skiftende og forgængelige selv. Rent biologisk er det forandringerne fra barn til voksen, til gammel. Skift i status familiemæssigt; man er datter/søn, man bliver mor/far, kone/ægtemand, skilt, enke eller enkemand. Man er rask man er syg. Det dækker også over det vi udretter og bygger op: Man er skoleelev, gymnasieelev, universitetsstuderende. Lærling, svend, mester. Selvstændig, arbejdsløs. Pensionist. Titlerne skifter livet igennem.

Det falske selv er i sin natur omskifteligt, men det er det ikke helt tilfreds med. Det vil gerne være evigt, men det ved godt, at det ikke er det. Og derfor er det i sin natur ængsteligt, for det ved godt, at lige om lidt er der noget, der bliver lavet om. Så det kæmper for at holde fast. Jo mere vi lever i det falske selv, jo mere kæmper vi for at holde fast.

Jesus og forældrene. Det sande selv og det falske selv. Det evige og det foranderlige. De følges ad. Det er nemlig ikke sådan, at de skal skilles ad, at det falske selv skal udryddes. Det falske selv er vores jegstruktur, vores bolig i verden. Og det er vigtigt at have en bolig, det er ikke sjovt at være hjemløs.  Men det vigtige er, at vi ikke lægger hele tyngdepunktet her. Men det er der mange af os der gør, for det er det vi forstår og det, vi kender.

Men de to er sammen på vej til fredens sted. Kaster man et blik på vores verden, kan man godt tænke, at det bliver en lang vandring. Meget er i forandring. Og som tiden er nu mærker man virkelig hvad der sker, når man placerer sin identitet sit tyngdepunkt i det falske selv. Det svinger temmelig meget og det er til at blive ked af det over det. Der er ikke særligt meget fred i det, og det var jo freden vi skulle finde.

I Jerusalem sker det noget. Jesus bliver væk fra sine forældre. Det sande selv bliver væk. Det er det, der sker når vi bliver 12-13 år når vi holder op med at være børn. Børn lever jo i Guds. ”Lad de små børn komme til mig, for Guds rige er deres”. Men når man begynder at blive voksen så er det, at man ofte mister grebet om Guds rige, mister grebet om det sande selv, fordi man bliver optaget af alt det man skal udrette.  Og her er det falske selv et lidt dårligt navn, for der er ikke noget dårligt i at tage en uddannelse, få et arbejde, blive til noget. Men det dårlige er, at man ofte i processen mister det sande selv af syne. Det bliver væk. Og der kan gå lang tid, ja et helt liv næsten, før man finder det igen.

Tilbage til fortællingen opdager forældrene ikke engang opdager, at Jesus er væk. Nej og vi ved heller ikke at det sker, at vi er kommet til at leve på overfladen. Vi opdager slet ikke, at vi kun lever i det falske selv. Og bemærk, at det åbenbart ikke kun er noget, der sker i de 21. århundrede, at vi lever på overfladen. Det skete også for 2000 år siden, før X faktor og the Kardashians. Det er ikke tidernes skyld, det er ikke nogens skyld. Nej det er en helt naturlig del af det at være menneske. En del af ethvert menneskes udviklingshistorie, at man bliver væk fra sit sande selv. Og lever ud fra det det falske selv. Og der lever man måske meget godt - så længe man er i Jerusalem. Så længe, der er fred indeni og udenpå. Så længe det er opgangstider, så er det helt fint, så behøver man slet ikke engang at lede efter det sande selv. Man aner ikke at der mangler noget.

Men så tager forældrene væk fra Jerusalem. Der svarer til, at der sker noget i vores liv eller i verden, så det hele ikke fredfyldt mere. Der kommer en virus, Trump tweeter (det gør han så ikke mere), der er demonstranter på Rådhuspladsen og i Washington og det rumler i venstre. Eller der sker store forandringer på det personlige plan. Du mister en, du holder af, bliver syg eller mister dit arbejde. Hændelser, som gør os urolige og kede af det.

Når freden mangler, så er det fine ved det, at vi mærker det. Det her føles ikke godt. Der mangler noget. Og tvunget af ufreden begynder vi at lede. Forældrene leder og leder og han er der ikke. I hele rejsefølget, i alt det de kender, familie og venner, kan de ikke finde ham. Nej vi finder heller ikke freden i alt det vi plejer at køre; shoppe, spise, rejse, drikke - eller hvad man nu gør, når livet kradser. Der er ingen vej uden om. De må begynde turen tilbage til Jerusalem. Ufreden har tvunget os ind i processen, tilbage til freden, rejsen mod det sande selv.

I historien fører det til templet. Og hvad skal det så sige os? At vi skal gå i kirke? Ja det kunne man jo gøre! Men nu er det jo ikke altid man kan komme i kirke. Eller har lyst til det. Og det gode er, at det sande tempel eller den sande kirke er ikke afhængigt af mure. Som Jesus siger: ”Jeg vil bryde dette tempel ned og rejse det igen på tre dage”. Det evige tempel er inden i. Du har dit tempel: Det sted i tid og rum, hvor du retter dig mod Gud. Retter dig mod det, der er større end dig selv. Det der er uendelig magtfuldt.

Hvad vi kalder det, er ikke så vigtigt. Jeg mener selvfølgelig, at Gud Fader, Søn og Helligånd er et rigtig godt sted at begynde og for den sags skyld ende. Men tag ikke fejl af, at for mange mennesker, er de kristne ord for Gud blevet så tomme, fordi de er blevet misforstået og misbrugt noget så eftertryggeligt. Derfor kan man have brug for andre ord for sit indre tempel.

Det vigtige er, at man har et sted i tid og rum, der er ens tempel. For det er der vi finder ham. Han sidder der. Stråler og lyser, den 12-årige Jesus. Det sande selv. En del af dig, men du kan næsten ikke tro det! Forældrene kan næsten ikke tro det, de kender ham ikke. De forstår ikke, hvad der sker: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige”

Nej, det falske selv forstår det ikke kan. Kan ikke forstå det, kommer aldrig til det. Skal ikke forstå det. Det falske selv forstår ikke, hvorfor man dog skal bede eller gå i kirke. Det tænker: Hvad kommer der dog ud af at sidde der og lave ingenting? Der vil altid være noget i os, der synes det er vigtige at støvsuge eller lave mad eller rydde op i skufferne eller vaske bilen, eller bygge en udestue - eller hvad du nu har gang i. Det synes, at det, du udretter i verden er vigtigere end at sætte dig i kirken, eller på din meditations pude, eller foran din ikon, med din salmebog, med din bibel. Det falske selv forstår det ikke.  Punktum.

Der vil altid være en forhandling og det er derfor, det er så godt at have et tempel, en kirke og en kirketid. For bygninger og klokkeslæt, det er noget det falske selv forstår. ”Nåh er klokken 10.30 søndag formiddag, så skal vi jo i kirke.” Eller ”Nåh er klokken 6 nul dut, der plejer jeg jo at meditere.” Med tid og sted som holdepunkter bliver det falske selv mere føjeligt og følger med, når det sande selv skal findes.

Der i templet, hvad sker der? Det sande selv stiller spørgsmål, det sande selv får svar, giver svar. Det er et sted for erkendelse. Og sådan er det; i bøn kan du lægge alt over til Gud og mærke svarene som de nu kommer til dig. I det indre eller i det ydre kommer svarene. Ofte lidt af begge dele, hvis man venter på Gud. Du hører svarene.

Men det falske selv vil samtidig synes, det er noget vrøvl. Og der kan sagtens være en hel diskussion i gang inden i. Jo mere man har levet i det falske selv, jo mere vedholdende er den diskussion. Derfor siger mange mennesker: ”Det der meditation eller bøn, det er ikke noget for mig.” Nej det er da klart, når man har levet i handling ord og ydre ting hele sit liv. Så sætter man sig da ikke bare lige ned og tænker på ingenting. Det er fuldkommen umuligt. Derfor er der heldigvis så mange veje; man kan gå en intellektuel vej og studere Bibelen, det kan det falske selv godt være med til. Eller en musikalsk vej, hvor man synger salmer, så er man optaget af musikken. Ja nogle synes ligefrem, det er bedst at danse sig ind i Guds rige.  Vi er mange slags og derfor er der mange veje til Jerusalem. Til templet.   

”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader” siger Jesus. Ordet for far på hebraisk, ab, betyder ophav. Der er noget i ethvert menneske der kommer direkte fra Gud, er beslægtet med ham. Og det sande selv er altid hjemme hos Gud. Det er et fredfyldt sted du altid har med dig. Guds billede indeni, det forlader dig aldrig.

Og hvordan ender historien? Jo de tager hjem sammen, Jesus og forældrene. Det sande selv og det falske selv tager hjem til hverdagen. Ud i verden, ligesom vi gør om lidt. Væk fra Jerusalem, fra freden og ud i verdens larm. Ud i hverdagens skidt og kanel. Det sande selv følger med. Som der står: Jesus lydig imod forældrene. Det sande selv følger med, lige meget hvordan verden eller du selv ter dig. Du behøver ikke at gøre noget, for at gøre dig fortjent til dit sande selv, hverken være hellig, gå i kloster eller redde verden i et spirituelt økokollektiv. Der er i øvrigt også ufred.

Du skal bare leve dit liv og huske at gå ind i templet.

Og de sidste ord handler om Jesus og er samtidig et løfte til dig og til mig. Et løfte om, at når du finder dit sande selv, da vil også du gå ”frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.”

Som Grundtvig skrev og som vi skal høre om lidt. Leve: ”I livets land med glædens kilder” (DDS 379 Der er en vej, som verden ikke kender). Amen