Fastelavns søndag 2021

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde: »Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?« Men Jesus svarede ham: »Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.« Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Matthæusevangeliet 3,13-17

 Prædiken

Har du prøvet at elske? Så kan du sikkert huske, hvor du var, da den elskede første gang fortalte dig det. Måske var det ansigt til ansigt. Eller blev det åbenbaret i et brev, åbnet med forventningsfulde hænder. Første gang din elskede sagde ordene: Jeg elsker dig.

Og så kan du måske huske, hvordan verden ændrede sig med ét. Alt blev nyt. Alt åbnede sig. Fordi din elskedes ord gjorde, som digteren siger: Gjorde hvad foråret gør ved kirsebærblomsterne. [1]

Livets skønhed, verdens skønhed, den elskedes skønhed. Ja måske selv din egen skønhed åbnede sig. Noget godt må der da være ved mig, når du elsker mig.

Øjeblikket er så fascinerende, at der er blevet lavet mange film og skrevet mange bøger gode og dårlige over temaet. Fra Dostojevskij til Victoria Holst, fra tunge russiske romaner til lægeromaner, som det hed, da jeg var barn. En lang opbygning, masser af forvirring, forviklinger og vildveje, så lange og sorte, at man næsten ikke tror, det kan lykkes: At de får sagt de tre ord til hinanden.

Men til sidst lykkes det, det skal det. De får sagt de tre ord, der ændrer verden

Eller, strengt taget, så ændrer de jo ikke verden, ordene. De fortæller blot, hvordan det hele tiden har været. De to har gået rundt hver for sig og vidst, at de elskede den anden, ingen tvivl om det. Så intet er ændret. Eller hvad?

Ja man må sige, at det opleves som en ændring. Nærmest en forvandling. Hvilken forvandling, at sige det højt!

Det er som en frossen rude, det øjeblik hvor den begynder at tø og det mest vidunderlige landskab begynder at dukke op, bliver klart og synligt som frosten forsvinder.

Landskabet blev jo ikke til i det øjeblik frosten forsvandt, det lå der hele tiden. Men frosten lagde et slør over det.

På samme måde lå der et slør over din bevidsthed, dine tanker om dig selv og om verden. Det slør blev taget væk af kærlighedens tre små ord. Som en af salmerne i salmebogen siger:

I strejf lå mit landskab forklaret

som livets og kærligheds land[2]

I dagens evangelium bliver Jesus døbt og ordene bliver sagt over ham: ”Dette er min elskede søn.” I dag hører vi altså Guds store Jeg elsker dig, der bliver sagt til Jesus. Dåbshandlingen i sig selv er der ikke noget stort og prangende ved. Ikke meget orgelbrus og ingen arvede kniplinger. En ørken, en flod og en mager profet i kameluld og fuldskæg. Johannes Døberen.  EN døber der er ubetydelig i hvert fald sammenlignet med ham, der skal døbes. Men alt dette vil blot sige os, at det er ikke den ydre pragt, der er det vigtige.

At den mangler, gør blot endnu mere tydeligt: At det vigtige er Guds store Jeg elsker dig.

Efter dåben er Johannes og Jesus de samme. Eller hvad? Mon de tre små ord også ændrede verden for dem? Vidste Jesus at Gud elskede ham? Var beskeden til ham selv? Eller til verden omkring ham? Måske begge dele?

Det ved vi ikke og vi kan til stadighed debattere hvad vi tror, vi ved. Og ud af hvad vi tror, vi ved strikker vi en forklaring. Forklarer hvad dåben betyder. Forklarer hvorfor vi døber der små og de lidt større.

Det er forskellige slags strik i den danske folkekirke. Groft så er det groft sagt to grundholdninger til hvad dåben betyder.

Den ene holdning, er, at dåben forandrer den døbtes status over for Gud. Den døbte var udenfor, var en synder, men kommer ved dåben ind i varmen hos Gud. (Denne holdning afspejles i Folkekirkens bekendelsesskrifter, der stammer fra reformationen)

Og så er der den anden holdning. At ethvert barn, stort som lille, allerede er inde i varmen. Allerede er elsket af Gud. Og er ved dåben bliver det sagt højt. Det bliver gjort vitterligt. At ligesom ved Jesu dåb, så skal Guds store Jeg elsker dig siges over hvert et menneske, så vi kan høre det og så vi kan forstå det. Du er min elskede datter og du er min elskede søn. Og den synden, vi skal ud af. Den vildvej eller forvirring vi lever i, er ikke at se det. Ikke at vide det. Det er frosten på ruden, der gør, at man ikke ser livets landskab, som det virkelig er.

Jeg tror at dåben forandrer livet på samme måde som dengang din elskede sagde ”Jeg elsker dig”. Hverken mere eller mindre. 

Det er den forskel dåben gør. Kærlighedens forskel. Det er livet der åbner sig.

Der må trods alt være noget godt i mig, når Gud elsker mig.

Amen

[1] Pablo Neruda

[2] DDS 28 De dybeste lag i mit hjerte