3. søndag i fasten 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Lukasevangeliet 11,14-28

Prædiken

Der er dæmoner på banen her i fastetiden. Og sådan må det være. Jo mere man afskæres fra ydre adspredelse, jo mere kommer ens dæmoner på banen. Og ”coronafasten” er jo i den grad en tid, hvor der er skruet ned for alle adspredelser. Det kan give en form for tomhed, et fejet og prydet hus, hvor dæmonerne kan flokkes.

Hvad er en dæmon? På græsk er ordet daimon, og det er en betegnelse, som oldtidens grækere anvendte om uidentificerede, guddommelige magter, der greb ind i et menneskes liv. Gode magter såvel som onde. Sokrates anvendte udtrykket "det daimoniske" om den indre stemme, som på afgørende punkter greb ind i hans liv. Fra Platon stammer opfattelsen af en daimon som ikke direkte guddommelig, men snarere et mellemvæsen, der hverken er gud eller menneske.

Og man mente, at et lykkeligt menneske havde en god daimon; et ulykkeligt havde derimod en dårlig eller ond daimon. De fleste mennesker var åbenbart ikke så lykkelige, heller ikke dengang, så med tiden fik betegnelsen en negativ undertone, hvilket fører til den bibelske forståelse af en daimon som det, vi kalder en dæmon: Noget utvetydigt negativt. I Bibelen hører vi kun om dårlige dæmoner.

Man kan overordnet sige, at en dæmon kan forstås som en kraft, der får mennesker til at handle, i bibelsk forstand, på uønskede måder. Men i græsk forstand, så kunne daimonen også påvirke mennesket positivt.

Jesus taler til mennesker i år ca. 30 e.kr og derfor bruger han naturligvis begreber, der var almindelige dengang. Jeg tror ikke, at vi i dag hverken kan eller skal overtage Bibelens univers sådan direkte. Det ville være helt umuligt, vores verdensbillede er ganske anderledes, og mon ikke de fleste af os derfor stritter lidt, eller meget, imod et ord som dæmon!

Men vi kender godt til kræfter, der trækker i os. Nogle dage kan de trække i os så vi før vi ved af det, gør eller siger noget, som vi i virkeligheden slet ikke ønsker at gøre eller sige. Mens vi andre dage lykkes meget godt og handler som vi gerne vil. Hvad er det for nogle kræfter, der trækker i os og som skaber godt eller dårligt i vores liv?

Er det noget af det samme, som de daimoniske kræfter grækerne talte om? Og hvordan trækker de i os – og hvordan slipper vi af med dem, kan vi gøre noget selv?

Ja selv om Bibelen kan være fremmed i sit verdensbillede på nogle punkter, så er den også helt utrolig frisk og nutidig på andre punkter. Vi kan sådan set vende os mod begyndelsen af Bibelen, nemlig mod skabelsesberetningen, hvis vi vil prøve at få en nutidig forståelse af dæmonen, den kraft, der trækker i os.

I skabelsesberetningen skaber Gud og han skaber, som vi ved, med sit ord. ”Der skal være lys og der blev lys”. ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os”. Og hver gang noget er skabt, så han, ”at det var godt”.

I de få eksempler fra 1. Mosebog ligger der sådan set alt, hvad vi skal bruge for at forstå de kræfter, der trækker i os.

Gud skaber med ord. Vi er skabt i hans billede så vi ligner ham. Det vil altså sige, at vi skaber med ord. Vores ord, dine ord, mine ord.  Det vi tænker. Og det vi siger. Og vi kunne jo passende kalde de negative tanker og de negative ord for de dæmoniske. Det er dem, der er modstand i. Læg mærke til, at der ikke er en eneste ting, som Gud skaber, der er negativ. Der er ikke noget ”Og han så at det var dårligt”.

Men det er anderledes med os. Der er meget, vi ser som er dårligt. Er man lidt perfektionistisk anlagt, så ser man næsten kun fejlene. Det dæmoniske kunne forstås som vores evindelige trang til at fokusere på det dårlige, det vi ikke kan lide, dem vi ikke kan lide. Snakke om det, tænke over det. Ikke mindst det, vi ikke kan lide ved os selv.

Ord er virkelig et tveægget sværd. Som den græske daimon. Kan være positive eller negative. Kan skabe godt eller ondt. Og ja man behøver bare at åbne for fjernsynet eller se på avisernes forsider, så ved man at det er de dårlige nyheder giver flest seere eller læsere. Eller når man hører en flok veninder tale om deres mænd, så er det nok mest de dårlige sider, vi hører om. Ja det ødelægger næsten den gode stemning, hvis der er én, der bare roser sin mand. Gider hun lige…

Måske er det ikke så underligt, at daimonen endte med at blive en udelukkende negativ kraft, som den bibelske dæmon. For der er en tendens til at vi drages mod den negative ord.

Men ord er jo bare snak kan man sige, det er jo ikke det samme som ting… eller hændelser, det der sker i livet? Ja der kan vi vende os mod Wivels ord, som Verner lige har sunget så smukt.[1] I ordet skabtes verden, som kloderne i lys. I ordet skal vor verden fra dag til dag fornys. Gud skabte verden med sit skaberord. Og hver gang noget blev skabt så han at det var godt. Ordet skabte verden og ordet fornyr verden. Guds ord men også vores ord. Vi kan ikke holde os selv ude af den ligning, vi er skabt i Guds billede. Vores ord er også skaberord. Ikke så magtfulde, ikke så umiddelbart og direkte skabende som Guds ord, naturligvis.

Men er det ikke sådan, at taler vi negativt og fokuserer vi på problemer, så kan vi være sikre på, at få flere af dem. Jeg kan ikke anbefale jer at prøve. Men prøv derimod gerne at tage en positiv vinkel på det, der sker omkring dig. Mon ikke det så begynder at blomstre lidt mere i livets blomsterbede. Ord skaber, både de positive og de negative.

Evangeliet fortæller os at dæmoner ikke kan uddrives med dæmoner. Ondt kan ikke fordrives med ondt. Og prøver man at skubbe de negative tanker væk med nye negative tanker, så går det galt. Det går galt.  Tænker man ”Hvor er jeg også dum at jeg er så negativ, nu skal jeg da holde op med det”, så kommer man ingen vegne. Det er ligesom, når man siger, at man ikke må tænke på en lyserød elefant. Puf så er det, det eneste man kan tænke på. Det er de 7 dæmoner der kommer til det tomme hus.

Nej den negative tanke må erstattes med en positiv, drejes og kalibreres ind i et andet leje. Det kræver standhaftighed og tålmodighed at blive god til det. Men det er muligt.

”Jeg savner hende” kan blive til ”jeg er glad for at have kendt hende”. ”Jeg keder mig” kan blive til ”nu sker der snart noget sjovt”. ”Jeg gjorde en fejl” kan blive til ”så lærte jeg da, hvad jeg ikke skal gøre” Med godt skal ondt fordrives. Som Jesus siger: Er det med Guds finger at jeg driver dæmonerne ud så er Guds rige kommet til jer.

Så brug ugen til et eksperiment. Fang de negative tanker i nettet og drej dem til det gode.

Og mærk at Guds rige, selv i coronatiden, er midt i blandt os.

Amen

[1] Ole Wivels sang ”Der truer os i tiden” Kirkesangbogen 802