Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

 Johannesevangeliet 6,1-15

Prædiken

Ude i skoven og i haverne sker der mirakler lige nu. I skovstykket i præstegårdshaven er vintergækkerne kommet op, i tusindvis. Og de er endda kun præludiet til anemonerne, de hvide stjerner der dækker skovbunden, der i haven og ude i Freerslev hegn, Nejede Vesterskov. Ja hvad med hele Gribskov eller alle de 627.338 ha. skov, som Danmark er dækket af. Overalt pibler de frem. Anemonerne – nå ja og alt det andet.

Når man går derude, så kan man prøve noget. Prøve at forestille sig hele skoven, lige under jordoverfladen, forestille sig alt det der står og venter, sprængfyldt med liv og kraft, bare venter på at komme frem.

Og der bliver mere af det hele tiden, planterne udvider sig, både anemonerne, vintergækkerne og skvalderkålen og hostaerne. Nye aflæggere. Tænk på hvor mange frø der er på en enkelt mælkebøtte. I mikrokosmos udvider alting sig.

Og naturligvis ude i det store, i makrokosmos. Vi ved det godt. Universet udvider sig til stadighed. Hvad enten vi forstå det eller ej.

Ja det er princippet for vores verden. At alting udvider sig.

Mennesker udvider sig også, hvis vi vil; To mennesker der livet igennem formerer sig uhindret, vil i langt de fleste tilfælde blive til mere end to. Særligt i vore dage, hvor vi er gode til at holde os i live.

Og det er alt sammen fint i tråd med, hvad Gud i skabelsesberetningen befaler både dyr og mennesker: Bliv frugtbare og talrige og opfyld jorden. Og til planterne: Spred jeres kerner.

Verdens grundlæggende princip er frugtbarhed, ja man kunne måske ligefrem sige overflod.

Men sådan oplever vi det ikke altid. Og sådan oplever Filip og Andreas i dagens tekst det heller ikke. De ser på de mange mennesker og ser på det der er: Fem bygbrød og to fisk. Det hænger ikke sammen. Hvad er det til så mange? Og selv hvis vi havde 200 denarer, (underforstået, at det har vi jo slet ikke!) så ville der ikke være nok

Det lyder lidt som os, der lægger regnskab. Hvordan skal vi få det til at hænge sammen? Skal bilen nu på værksted igen? Er kontoen allerede tom, det er jo kun den 14.? Som vi siger: ”Sådan er der så meget undtagen når vi får løn, så er der så lidt”. Følelsen af mangel, af at der aldrig rigtig er nok, det er en følelse, som rigtig mange af os lever under. For alt det her med udvidelse og overflod, handler jo bare om afkom, anemoner og universer. Det handler om naturen og ikke om mig og mit liv.

Denne tankegang er fremherskende og som sådan en del af syndefaldet. I paradis var der overflod. Uden for paradis skal du æde dit brød i dit ansigts sved.

Man kunne også sige: Mangel tankegangen er en del af fejlen. Det er et af de steder, hvor der sker en menneskelig korsslutning.

Jeg vil fremhæve to ting i evangeliet: Jesus ser op mod himlen. Ja, selvfølgelig, han ser vel op til Gud for han beder. Eller man kunne sige: Han ser væk fra de fem brød og de to fiske. Væk fra manglen. Og han ser væk fra Filip og Andreas og deres begrænsede tankegang. Væk fra den situation, der kunne få enhver til at tænke på mangel og det vi ikke har.

Han hæver sig i stedet op til Guds virkelighed, der er en virkelighed af overflod. Og i troen på den virkelighed, i hans klippefaste tro på den virkelighed, er der pludselig nok til alle. Det starter med troen.

Og så siger han: Få dem til at sætte sig. Ja det siger han. Sæt dig ned og slap af. Og så den underlige information: Der var meget græs. Ja præcis, der var meget græs, for græs vælter frem og breder sig - som anemoner og alt det andet. Det er princippet for vores verden, slap af og tro på det.

Man kan sige at Jesus gør noget ekstraordinært, et mirakel. Gør det til noget, der er uden for vores rækkevidde.

Eller man kan sige, at han viser os, hvordan det i virkeligheden er. Han viser os Guds virkelighed, den virkelighed vi er en del af. Som gennemsyrer verden, hvis vi vil tro på det.

Men i stedet for at tage det til os, gør vi det til en egenskab knyttet til ham. Vi tænker: Jesus skal give os mirakler! 

Men når vi tænker sådan, tror jeg vi misforstår vi ham. Det er derfor han altid forlader mængden, han trækker sig fr den forståelse, at han skal løse vores problemer. Han skal ikke bare levere varen. Nej det han ønsker er, at skabe en forandring i os, skabe en forståelse af, at Guds virkelighed er fyldt med overflod. Forstå, at sådan er Gud. Sådan er hans skaberværk. Sådan er du. 

Skabt til overflod og frugtbarhed. På samme måde som anemonerne i skovbunden. 

Og det første du skal gøre er, at tro på det.

Amen