Palmesøndag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matthæusevangeliet 21,1-9

Guds rige uden krymmel

Palmesøndags fortælling kan læses som en iscenesættelse af mødet mellem det indre og det ydre. Mellem det dybe og overfladen. Mellem Guds rige og verden, for at bruge Bibelen ord.

I fortællingens univers repræsenterer Jesus på æslet Guds rige. Og disciplene og mængden repræsenterer verden.

Jesus, hvad der skal gøres, han har viden om hvad der vil komme, hvor æslet befinder sig, som han skal bruge. Han er ikke begrænset af tid og sted, han ved hvad der vil komme og hvad der er det rigtige at gøre. Det er nyttigt må man sige. Guds rige eksisterer uden for tid og sted, man har det altid med sig.

Og Jesus rider p et æsel, en stationcar med plettede sæder og en enkelt Bilka bule, jord på måtterne måske. Han er er uden ønske om at tage sig ud på, han kommer uden nogen form for overflade, eller pragt. Guds rige er oprigtigt uinteresseret i livets krymmel og flødeskum.

Mængden, ja de har så deres egen dagsorden. De har så at sige krymmelkassen og flødeskumssprøjten parat. Nu skal der pyntes på det. Det begynder med disciplene, der lægger kapper på æslet. Det kan da ikke være rigtigt at han skal sidde direkte på det støvede og beskidte dyr. Det skal jo se ud af noget.

Og mængden følger trop; Kapper og palmegrene bliver lagt ud på vejen. Det vi tilbeder skal da se ud af noget.

Og vi ved godt hvad de vil. De tænker: Lad os gøre ham til konge, så kan han gå rundt og udrette mirakler til vores fordel, vi skal aldrig mere sulte eller være syge eller noget som helst, hvor bliver det godt. Verden vil have hjælp på det ydre plan. Forstår ikke at det kun vil være en stakket varme som den det giver at tisse i bukserne.

For verden forstår kun det, der er til at tage og føle på, høre, se, smage. Verden, i bibelsk forstand, det ydre, forstår ikke andet

Vi mennesker er spændende på det punkt, for vi står med et ben i hver lejr så at sige. Vi tilhører både verden og Guds rige. Vi har begge dele i os. Ingen af os skal mindes om, at vi tilhører verden, det går helt af sig selv at huske på det. Overfladen, glemmer vi ikke. Vi ved godt, at vi er dem, der står og hujer og klapper, når noget er godt og buher eller brokker os, når vi er utilfredse. Og der er sådan set mange af os, der er flyttet helt og aldeles ind i verden. Det er ret normalt.

Men vi hører også til i Guds rige. Og det skal vi så til gengæld mindes om, for det har vi det med at glemme. Man kan sige, at livets rejse handler om at genopdage sin indfødsret i Guds rige.  Det er ikke nok med en gang, det skal genopdages mange gange. Og derfor giver det mening at Palmesøndags tekst kommer to gange om året.

Det fine er at det vil ske. Det kommer os i møde, hvad enten vi leder eller ej. Det sker. Guds rige kommer ridende på et æsel. Guds rige kommer til os, men det ser ikke ud af noget. Det kommer i det indre. En tilstand, en stemning, der kan vokse i os. Og som med tiden bliver noget ydre, fordi det vi lader fylde inden i nødvendigvis også vil flyde over og vise sig i omgivelserne. Den der har, til ham eller hende skal mere gives. Men det starter i det indre! Søg først Guds rige.

Og skismaet er, at straks vi finder det, vil vi gøre det til noget ydre. Mængden vil gøre Jesus til konge og i betragtning af hele hans fremtoning er det jo temmelig absurd. Men verden vil gøre Guds rige til noget, der tager sig ud. Ikke af ond vilje, men fordi det er sådan, den kan forstå det.

Hvor meget man end elsker kirken, så er det præcis hvad kirken til enhver tid står i fare for at gøre. Har gjort og stadig gør: Den tager Guds rige og oversætter det til ydre pomp og pragt.

Det er der kommet meget godt ud af, fantastiske bygninger, malerier og musik. Men der er også kommet magtstrukturer og dogmefængsler, der lige så stille har lukket den sagtmodige æselrytter ud ad bagdøren. Han passer ikke rigtig ind.

For i både kirkens liv og i menneskets liv, der er det æselrytteren der kommer os i møde.  Hvordan tager du imod ham? Lader du hans rige vokse i det indre? Eller skal der pynt på med det samme?

Hvad du end gør, kommer der en ny mulighed for at finde Guds rige. Og den starter altid med manden på æslet. Amen