Skærtorsdag 2021

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. Matthæusevangeliet 26,17-30

Prædiken

En russisk legende fortæller: ”To munke sad og læste sammen i en gammel bog, hvor visdommen og sandheden stod skrevet. De læste orden: Ved verdens ende, skal der være et sted, hvor himmel og jord mødes, og hvor derfor den store lykke er at finde.

De to munke besluttede sig for at finde dette sted og ikke vende om, før de havde fundet det. Således vandrede de to gennem verden. Bestod utallige farer, led alle de afsavn, som en vandring gennem hele verden fordrer; og alle de fristelser, som kan lede et menneske bort fra sit mål, afviste de. En dør skal der være dér, sådan havde de læst. Man skulle bare banke på, så var man hos Gud. Til sidst fandt de da også, hvad de søgte. De bankede på døren. Med bævende hjerte så de døren gå op. Og da de trådte ind og løftede deres øjne, befandt hver af dem sig i sin egen klostercelle.

Da forstod de: Det sted, hvor himmel og jord mødes, hvor den store lykke er at finde, ja hvor Gud kan mødes, er ikke ved verdens ende, men her på denne jord, hvor Gud har sat os.”

Jeg vælger at fortælle den her historie i dag, fordi jeg mener, at nadveren handler om Guds nærvær. Guds nærvær kan jo godt virke som en diffus størrelse, men her ved middagen gør Jesus det tydeligt. Han tager et brød og siger: Det her er min krop. Og han tager vinen og siger: Dette er mit blod.  Jeg er helt konkret til stede ja Gud er til stede lige her, lige så konkret og fysisk som brødet og vinen her foran os. Til stede som blod og kød, altså som liv, som muskler og kraft. Guds liv og Guds kraft er til stede lige her hos dig. Vi spiser det for at forstå, at Guds liv og kraft er en del af os.

Hvordan det hænger sammen med Guds nærvær i nadveren, kan forstås på mange måder. Og det er det blevet gennem tiden.

Det mest almindelige er en forståelse, der siger, at Gud kommer til stede i vinen og brødet, når de rigtige ord siges. Gud bliver nærværende, når præsten siger indstiftelsesordene: "Dette er mit blod, dette er mit legeme". Det kan lyde lidt som en form for præstetrylleri, på latin hedder en del af indstiftelsesordene ”hoc est corpus meus” og det er da også blevet til tryllekunstnernes kendeord ”hokus pokus”. Meget populært sagt, så tryller præsten tryller, ikke en kanin op ad hatten, men Gud ind i brød og vin. Der sker en form for forvandling, Gud kommer til stede i kraft af ordet og så kan man indtage Gud og blive ét med ham. Man går fra fravær til nærvær

Det er en form for forståelse af Gud, hvor Han så at sige kræver noget af os, for at han vil være nærværende. Gør sådan her, så kommer jeg til stede for dig, så er jeg nærværende. Men hvis du ikke gør det, så kommer jeg ikke. Så er jeg fraværende.

Det er lidt som munkene, der er ude og lede efter Guds nærvær. Vi skal finde stedet, hvor himmel og jord mødes. Det er op til vores handlen.

Der er også en anden måde at forstå sammenhængen mellem Guds nærvær og nadver. Og det er den der siger, at Gud allerede er nærværende. Hos os alle sammen. ”Gud forbinder sig hvert øjeblik med alt, der lever”[1], vi er ikke opmærksomme på det. Vi glemmer det, ved det måske ikke. Og det nadveren skal er at skærpe vores opmærksomhed på det. Ritualisere vores opmærksomhed. Give os lejlighed til at samles i en fælles og intens handling, der skal skærpe vores opmærksomhed på at Gud er nærværende.

Det er den fælles og intense handling om Jesus beskriver i dag. Opmærksomheden skabes dels gennem sanserne. Vores hænder tager imod brød og vin, og vores munde tygger, smager og synker. Når både hænder og munde inddrages, aktiveres nogle af de områder, der fylder allermest i vores hjerner. 

Og samtidig aktiveres forstanden, med ord, der er rå og konkrete: Dette er mit blod, dette er min krop. Og samtidig er ordene udfordrende, svære at forstå. Hvad mener han?? Både forstand og sanser sættes i spil og skaber fokus. Et kraftfuldt og fælles fokus på, at Gud er til stede her og nu.

Nadveren er en fysisk og konkret fejring af det Guds nærvær, som altid er er at finde lige her og nu. Den er det sted, hvor vi ritualiserer det, som er. Hvor vi giver det vægt og betydning, sætter spotlight på. Skriver det med fede typer med caps lock: At Gud er altid nærværende. Lige så nærværende som brødet du spiser og vinen du drikker.

Hvad så med syndsforladelsen? Jo det følger med, sammen med alt andet godt. Når jeg opdager, at Guds liv og Guds kraft er i mig, så kalibreres jeg ind mod ligevægt. Ud af syndens fejltagelser.  Denne nadverforståelse har et gudsbillede, hvor Gud er uforanderligt nærværende. Hvad end du gør vil Gud aldrig fjerne sit nærvær fra dig, men du kan bevæge dig så langt væk fra ham eller hende at du glemmer det og skyder forbi målet.

Men Gud er aldrig fraværende. Vi er fraværende. Og vi kan, som munkene, have brug for at gå igennem en masse, for at se, at det vi ledte efter, var lige foran os. At Gud er lige så nærværende som brødet du spiser og vinen du drikker. Amen

Vi har ikke nadver for tiden, men jeg foreslår at vi alle i musikken efter prædikenen fokuserer på Guds nærvær, ved ganske enkelt inden i at gentage ordene: Gud er her. 

[1]  Niels Henrik Gregersen