Kristi Himmelfart 2021

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Markusevangeliet 16,14-20

Happy End

Kan du huske når man i skolen fik stillet den opgave at skrive en ny slutning? Man havde læst en historie, ofte en, der endte sørgeligt og så fik man stillet den opgave: Skriv en anden historie. Det var en lejlighed til at omskrive tragedier og give dem en happy end. Til at få familierne I Romeo og Julie til at forstå, at det ikke var så farligt, at de to unge var forelskede. At lade det være en anledning til at stridighederne blev lagt bort uden dødsfald. Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Det var sjældent de lykkelige slutninger, der skulle skrives om, for hvem har lyst til det.

Det kan også ske med historier fra vores eget liv, at de med årene bliver skrevet lidt om. Hver gang en af livets dramatiske historier fortælles. bliver de lidt bedre. Ofte hører man ægtefæller eller søskende, diskutere hvordan det nu var, at det var. For inde i hovedet på hver enkelt, har historien fået sin egen drejning, så det passer lidt bedre med, hvordan man syntes, den skulle være. Man har taget fortolkningsretten på sig simpelthen.

Og hvad angår evangeliet til i dag, så er der sandelig en, der har taget fortolkningsretten på sig! Markusevangeliet dateres sædvanligvis omkring 70[1], men de ældste håndskrifter af evangeliet er meget nyere, nemlig fra første halvdel af det det 4. århundrede. De hedder Codex Sinaiticus og Codex Vaticanus og i disse to håndskrifter findes den tekst jeg lige har læst ikke. Det er så væsentlig en detalje at det står nævnt i en ganske almindelig Bibel, i fodnoten står der: Denne slutning findes ikke i de ældste håndskrifter. Her slutter Markusevangeliet med fortællingen om kvinderne, der ved den tomme grav møder en engel, der fortæller, at Jesus er opstået. Og de rystede kvinder flygter derfra. ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Med disse ord slutter det oprindelige Markusevangelium, det er der mange argumenter for. Også sproglige og stilistiske. [2]

Men man forstår jo sådan set godt trangen til at få en ny og bedre slutning. For noget må der jo være sket. Kvinderne har jo på et eller andet tidspunkt overvundet deres frygt og fortalt, hvad de oplevede. Og hvad skete der så? Men man kan også godt blive sådan lidt skeptisk i sit videnskabelige hjerte. Den her slutning er jo fup! Det var ikke det Jesus sagde, og det var ikke det der skete. Vi var mange teologistuderende, der i vores nyvundne videnskabelige frelsthed mente at den her passage måtte fjernes fra den danske oversættelse. Men det er den ikke blevet. Og i dag er den ovenikøbet prædiketekst. I første tekstrække, der er omkring 1500 år gammel. Den nytilkomne slutning har altså været så vigtig, at den ikke bare skulle stå i ubemærkethed, men at der skulle prædikes over det.

Og det kan man forarges over. Skal man virkelig prædike over et falskneri? Eller man kan blive nysgerrig. Hvorfor var det her så vigtigt?

Hvad er det vigtigste i de bibelske tekster? At få gengivet præcis hvordan det nu var, at det var? Eller at få formidlet en mening? Det kommer jo an på genren, kan man sige. Er der tale om en journalistisk reportage fra gazastriben, så skal journalisten jo helst ikke lægge for meget ønsketænkning ind. Selv om der kunne være nok så meget brug for en lykkelig slutning!

Men hvad med evangelierne? De kan godt være lidt forvirrende. De er nemlig en skøn blanding af reportage og litteratur. På mange måder gør de en del ud af at virke nøgterne. Tænk bare på begyndelsen af Lukasevangeliet, hvor forfatteren giver sig selv journalistisk troværdighed med ordene: Jeg har ”besluttet nøje at gennemgå alt forfra og nedskrive det i rækkefølge”.[3] Eller hvad med Matthæusevangeliet, der starter med en slægtstavle, som går tilbage til Abraham og frem til Kristus.[4] Jo her er skam styr på kronologien. Og det er bare to steder, hvor forfatterne gør sig umage for at knytte solidt an til den virkelige virkelighed. Det var sådan her, det var.

Men samtidig er evangelierne jo åndelige beretninger. Fortællinger om menneskers erfaringer i mødet med Jesus. I mødet med Gud. Og vi kan nok sige, at her hører objektiviteten op. Og hvad er det så der tager over? Ja det er billederne og poesien. Det er fortællingerne og det mytologiske sprog. Her bliver evangelierne til de subjektive fortællinger de er, de bliver til litteratur. Og hvis man er i tvivl, om det nu kan passe, så kan man bare se på det simple faktum, at der er fire evangelier, der er ret forskellige. Fire subjektive, litterære beskrivelser, der gengiver en historie. En blanding af fiktion og virkelighed og minder måske mest om genren erindringer, hvor den personlige tolkning får lov at fylde.

En fortælling som Markusevangeliet er med tiden genfortalt af mange, og nedskrevet igen og igen af forskellige skrivere. Genfortalt i flere hundrede år og genskrevet langsommeligt i hånden.

Fr at være en persons erindringer, er fortællingen i højere grad blevet et bud på en kollektiv erindring, og de ældste manuskripter vi har af denne kollektive erindring, er altså blevet til over 300 år.  Men når man på den måde, kollektivt og personligt har trukket vejret gennem en fortælling som Markusevangeliet, så tænker jeg, at det ikke er spor underligt at der med tiden er opstået en trang til, at føje noget til. Skrive en ny slutning. En slutning, der rummer de erfaringer, man har gjort sig i livet med Jesus.

Og når vi så læser disse erfaringer i dag, 1500 år efter. Så skal vi smide vores videnskabelige briller så godt vi kan. I hvert fald hvis vi vil have noget ud af dem. For de er formidlet ind i et poetisk og mytologisk virkelighedsbillede uden videnskabelige mellemled. Når man ser en slange, så ser man dens mytologiske betydning, ikke et krybdyr med et latinsk navn. Slangen får sin betydning af historierne om den, der lægger sig sammen med ens egen erfaringer af slanger. Videnskabens analyserende og adskillende blik findes ikke.

Så hvad vil han sige, denne forfatter med den nye slutning?

At når man, I Jesu navn, tør lade hjertet være blødt og levende. Når man tør tro på dåben, altså tro på at man virkelig er Guds barn. Da kan man udrette mange utrolige ting.

Man kan uddrive dæmoner. Den modstand som bor i mennesket. Misundelsens, foragtens eller bitterhedens dæmoner. Alt hvad der gør modstand mod sandheden og livet. Med troen på Gud og det bankende hjerte, får du magt over modstanden.

Man kan tale med nye tunger, opleve, at man finder nye ord, man ikke aner hvor kom fra, kraftfulde ord fra Helligånden, der taler om sandhed om kærligheden. Taler mod ind i andre mennesker.

Og man kan tage på slanger med sine hænder; altså gå til kamp mod ondskab i sig selv og i andre. Og man kan drikke dødbringende gift; udholde og tåle situationer og sammenhænge, som er giftige for sjæl eller krop.

Da kan man lægge hænderne på syge; man får styrken til at holde om, til at lægge sine arme om et medmenneske i nød. Sige ingenting, men bare være til stede. To Guds børn. To bankende hjerte.  Tro på at det helbreder.

Så ja det er en ny slutning. Som man kan skrotte på videnskabens alter. Eller læse som en fortælling om den kraft der er at hente i livet med Gud. Med ham, der som vi skal synge om lidt: ”følger os ind i den yderste nød, og kalder os ud af den inderste død”

Amen

[1] Dette skyldes følgende passage: Mark. 13:1-2: "Mester, se hvilke sten og hvilke bygninger!" og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store bygninger? – der skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned." Dette anses i almindelighed som en henvisning til Jerusalems ødelæggelse år 70.

[2] https://www.gotquestions.org/M...

[3] Luk 1,3

[4] Matt 1,1-17