Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«  Johannesevangeliet 15,26-16,4

Den hellige urostifter

Alle søndagene efter påske, til pinse og frem til og med trinitatis søndag læser vi fra Johannesevangeliet. Johannesevangeliet er det nyeste af evangelierne, skrevet omkring 110 år efter Kristi fødsel. Det har ørnen som symbol, fordi det ser fortællingen om Jesus med noget, der kunne ligne ørnens højtflyvende overblik.

Navnet Johannes betyder Gud er nådig. Og vi hører igen og igen her i Johannesevangeliets læsninger efter påske, at Gud vil vise sin nåde ved at sende Helligånden. Talsmanden, der vil tale til os og for os, når vi har brug for det. Og Han vil lære os alt - hvis vi er åbne for det.

 Det er ikke sikkert vi er det, for Ånden kan være temmelig irriterende og forstyrrende i vores velordnede liv. Ja det er nærmest dens kendetegn. Som Jesus siger i dag, så vil det ikke ligefrem give disciplene fred når Ånden taler gennem dem: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Ånden rykker og rumsterer, på sin helt egen måde, i vores velordnede liv. Forstyrrer vores cirkler og sørger for, at vi ikke forveksler bekvemmelighed med Guds fred, der overgår al forstand. Ånden er en hellig, uregerlig urostifter for os freds- og tryghedsnarkomaner.

Men når Ånden rusker op i os, så sker det, fordi Gud vil os det godt, fordi Gud er nådig, som navnet Johannes betyder.

 Vi har i ugen der gik sagt farvel til en stor Johannes. Johannes Møllehave, som døde i mandags.  Man kan nok sige, at han havde en særlig forbindelse til Talsmanden, til Ånden. På beåndet vis kunne han læse og huske litteratur og sætte det i forbindelse med både bibel og menneskeliv. Han skrev og talte så Helligåndens flammer dansede omkring ham. En forkynder af Guds nåde.

Når man, som Johannes, har en særlig hotline til Helligånden, er lydhør og åben overfor Talsmanden, så har man i særlig grad fået lov til at opleve en kraftfuld side af Guds nåde. Men det har, som Jesus gør det klart for sine disciple, store omkostninger at være så tæt forbundet med den hellige urostifter. At være så åben, at leve uden filter, er ikke såre enkelt, når man også skal fungere i verden.

Johannes Møllehave var det vi kalder maniodepressiv, og måske det er et klinisk ord for mennesker, der er særligt åbne. For Guds Ånd, men også for så meget andet. Det meste af tiden befandt Møllehave sig i den såkaldt maniske fase, hvor han skrev og talte uden ophør, hvilket medførte både søvnløshed og hjerteproblemer. Mennesker, der kendte ham, fortæller, at de kunne finde på at krybe langs husmuren, hvis de så ham på gaden. For når man først sad i saksen, så kunne det være umuligt at slippe fra ham.  Han havde simpelthen ingen fornemmelse for, om det menneske han hældte sine guldkorn ud over, havde tid og lyst til at høre på dem. Og sådan kan det godt være, når man har en hotline til Helligånden, man kan simpelthen blive for meget for de mere jordbundne mennesker, der ikke lige havde planlagt en sanktvejtsdans med Helligånden. Som Benny Andersen sagde: ”At afbryde Møllehave svarer til at ville stoppe en pil, der er sendt af sted”. Bagefter kunne jeg af og til sidde lidt forvirret tilbage, men altid samtidig inspireret.[1] Inspireret,[2]  der jo betyder indblæst, altså blæst fuld af Helligånd. Og samtidig blæst bagover.

Nej, blandt jordiske mennesker, har det ikke været omkostningsfrit at være så tæt forbundet med Helligånden, som Møllehave var. Han blev ganske vist ikke udelukket af nogen synagoger, men han blev forment adgang til Kr. Dagblads redaktionslokaler, fordi han forstyrrede de andre medarbejdere for meget, og han måtte også til sidst hjælpes ned af prædikestole rundt omkring, når hans prædikener gik i selvsving og varede længere end hele højmessen var berammet til.

For ikke at tale om dengang han blev ført i håndjern ud af D’Angleterre. Selv kommenterede han oplevelsen med ordene:  ”Normalt er jeg på antabus og tager det hver dag. Men jeg havde sprunget over, fordi jeg skulle mødes med min ven. Så fik jeg noget at drikke, og så bliver jeg endnu mere forrykt”

Og indimellem skete det uundgåelige, at manien slog over i sin modsætning. I depressionen. Og når det skete, forsvandt al hans enorme energi. I halve år stod Johannes Møllehave ikke ud af sengen, tog ikke telefonen, svarede ikke på breve, var fuldstændig initiativ forladt og befandt sig i et dybt mørke.

At flyve med Åndens inspiration og skaberkraft er en stor energiudladning. Som at flyve højt på den Johannæiske ørns vinger. Men lige så højt som man har fløjet, lige så dybt må man ned i dalen bagefter. Åndens vilde flyvetur må nødvendigvis mødes af ro og stilhed, efter den store åbning skal man så at sige lukkes til igen, lige så nænsomt. Finde jordforbindelsen. Og sørger man ikke selv for det, ja så hjælper kroppen til og lukker ned. Tvinger mennesket ind i det lægende mørke.

Det kan godt lyde som en lidt dårlig reklame for Talsmanden, men det er kendetegnende ved mange kunstnere, som Johannes Møllehave, der er så åbne for Åndens kraft, at den i perioder slider dem op. Som der står i en af de mange nekrologer om ham: ” I pinseunderet berettes der om, hvordan Helligånden kommer over disciplene som tunger af ild, så de bliver i stand til at forkynde det glædelige budskab for enhver. Beåndet forkyndelse kræver, at man brænder for det. Og Møllehave brændte altid.” [3] Hans sidste bog fra 2013 hedder også ganske passende: Tak for ilden.  Ja tak for ilden, men Guds nåde viser sig ikke kun i den. Gud er nådig, ikke bare ved at give os muligheden for at flyve på åndens brændende ørnevinger, men også ved at lade os finde ned igen. Ned i den ro, der giver modspillet. Ned i det enkle og det nære, hvor man må hvile inden den næste flyvetur. Det vidste Møllehave også godt, for han skriver om det i en af de to salmer han har med i salmebogen. Han sang ikke salmer, for han sang så skidt at han frygtede at for mange ville melde sig ud af folkekirken, hvis han sang med. Men skrive dem det kunne han. Vi skal synge den om lidt og første vers lyder: Nåden er din dagligdag, hverdagen, det nære. Mennesker at leve med, nåden er: at være.

Amen

[1] Nekrolog af KristianTvilling https://www.xn--helsingrstift-...

 [2] Fra latin inspirare, af in- og spirare 'puste, blæse'

[3] Nekrolog af Kristian Tvilling https://www.xn--helsingrstift-...