Allehelgen 2021

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Prædiken

Fra sidst i oktober har præstegårdens kvædetræ været tynget af sin byrde. Der har været så mange frugter på træet, at grenene næsten lå hen ad jorden, fyldt med frugter, der langsomt blev større og større, mere og mere gule. Mens træet mere og mere så ud som om det kæmpede, for at holde sig oprejst. 

Med sine mange frugter og tunge grene, kom træet til at ligne et overbebyrdet menneske, der kæmper for at holde sammen på det hele. Måske et menneske, for hvem sygdom og tab har overtaget hverdagen. Hvor man pendler mellem håb og fortvivlelse og holder fast på mere end man kan bære. 

I haven kom dagen for høsten, kvæderne blev plukket. Og da frugterne slap, rejste grenene sig, som i lettelse. Når vore kære tager herfra efter et opslidende sygdomsforløb, hvor både man selv og den elskede har længtes efter at få fred, så kan der ske noget lignende. Måske ranker man sig lige en smule, drager et lettelsens suk. Over ikke mere at skulle se på den andens lidelse, ikke mere tale med læger og sygeplejersker, besøge hospital eller plejehjem. Ikke mere se den man holder af svinde ind til ukendelighed. Som når træets grene rejser sig, rejser man sig en lille smule i lettelse.

Men den lettelse varer ikke længe. I haven falder bladene, træet slipper det hele snart står det brunt og bart med nøgne grene. Med den sårbarhed og ensomhed som nøgne træer udstråler. Som kan minde om den forladthed der kommer snigende, efterhånden som dagene går og man mærker, at den elskede ikke er her mere.

Træer der har slippet frugt og blade går i vinterhi til næste forår. Vi mennesker går ind i sorgens tid, og hvor vi ved at træet sætter nye blade og knopper snart, så er det anderledes for os. Vi ved ikke hvornår sorgen er forbi, ja måske er den aldrig rigtig forbi. Snarere er den blevet en udmattende følgesvend, som vi nu skal have med os resten af vores dage på jorden. Og vi må være tålmodige med sorg, vores egen og andres, for den trætter og tager på kræfterne. Og den bliver ved.

Man kan derfor godt undre sig en del over de ord som Jesus siger i dag: "Salige er de, som sørger, for de skal trøstes." At være salig er jo at være lykkelig eller velsignet på en eller anden måde. Og det kan være endda meget svært at få øje på, både for fattige og for sørgende. Med de ord vil Jesus ikke underkende hvor vanskeligt det er at leve med sorg. Det tror jeg ikke. Men hvis vi skal forstå meningen med ordene, så skal vi huske på hvem Jesus er. Han er hvad man kan kalde en visdomslærer, ja vi vil nok mene, at han er den største, der har været. Og det han vil lære os, handler ikke om hvordan vi får hverdagen til at fungere bedst muligt, sådan i gængs forstand. Han er hverken coach eller psykolog. Nej han er interesseret i at lære os, at lukker op Guds forvandlende kraft, der er en levende realitet i verden. Lukke op for en forvandling, for indre, åndelig transformation. Lukke op for det, man kan kalde opstandelse mens vi lever.

Giver man sig selv lov til at sørge, ja har man prøvet at slippe sig selv i den afgrundsdybe og sorte sorg. Så kender man følelsen af hvordan man i sorgen nærmest bliver flået åben. Det kan føles voldsomt og brutalt og det er det. Og den voldsomme åbenhed, som sorgen foranstalter, ja den er jo en åbenhed for noget. Den er en åbenhed for Gud. Hvis man vil, kan man i sit indre vende sig mod den helende styrke, som findes i Guds kærlighed. Som er den kraft der holder hele Universet sammen. Det er ikke småting! Den kan man kalde på i sine mørke stunder. Når hjertet brænder i brystet og tomheden overmander én, så kan man ganske simpelthen med en enkel bøn række ud efter Gud. Det behøver ikke at være mere en ordene ”Hjælp mig, trøst mig”. Eller som vi skal høre i den salme koret synger om lidt: "Bred din nådes vinger min Jesus over mig". Ordene betyder ikke noget, man kan bruge sine egne eller andres. Det vigtige er at man retter sorgens åbenhed mod Gud. Det er deri saligheden som Jesus taler m, kan findes. Hvis man vil.

I haven ved vi, at træet blomstrer igen til foråret. Nye frugter vokser frem. Træet gentager sin cyklus igen og igen. Vi mennesker er nu engang ikke træer, vores liv gentager sig ikke. De mennesker vi har mistet, er nu engang uerstattelige. Og det skal de være! Men vores åndelige liv og vækst behøver ikke at standse fordi vi sørger. I smerten kan vi, hvis vi vil, erfare at Guds omsorg ikke er en talemåde, men en reel kraft til stede for os i verden. Og dermed erfare den dybe visdom i Jesu ord: ”Salige er de der sørger, for de skal trøstes.” Amen