Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Herrens hånd kom over mig, og han førte mig ved sin ånd ud og stillede mig i dalen. Den var fuld af knogler. Han ledte mig forbi dem, hele vejen rundt. De lå i store mængder ud over dalen og var helt indtørrede. Så spurgte han mig: »Menneske, kan disse ben blive levende?« og jeg svarede: »Gud Herre, det ved kun du!«

 Da sagde han til mig: »Du skal profetere om disse ben og sige til dem: I indtørrede ben, hør Herrens ord! Dette siger Gud Herren til disse ben: Jeg giver jer livsånde, så I bliver levende. Jeg fæster sener på jer, dækker jer med kød, trækker hud over jer og giver jer livsånde, så I bliver levende. Så skal I forstå, at jeg er Herren.«

Jeg profeterede, som jeg havde fået befaling om, og mens jeg profeterede, lød der en raslen, og benene nærmede sig til hinanden. Jeg så, hvordan der kom sener på dem, kød dækkede dem, og de blev trukket over med hud. Men de havde ingen livsånde i sig.

 Så sagde han til mig: »Du skal profetere om livsånden. Du skal profetere, menneske, og sige til livsånden: Dette siger Gud Herren: Kom, livsånde, fra de fire verdenshjørner, og blæs ånde i disse dræbte, så de bliver levende.« Da jeg profeterede, som han havde befalet mig, kom livsånden ind i dem, så de blev levende. De rejste sig op, en umådelig stor hær.

Derpå sagde han til mig: »Menneske, disse ben er hele Israels folk; de siger: ›Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!‹ Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt, og jeg vil gøre det, siger Herren.«

Ezekiels Bog 37,1-14

 Evangelium 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:  Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. Matthæusevangeliet 9,18-26

Prædiken

”Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november.”

Sådan skriver Henrik Nordbrandt i sit kendte digt fra 1986, hvor han ganske enkelt forsøger at udtrykke essensen af november, som mange oplever den. En lang og trist måned, hvor mørket kommer krybende. Og hvor man om morgenen har mest lyst til at bliver liggende under dynen og tage et par ekstra timer i drømmeland. Og man kan føle sig træt og livløs helt ind i knoglerne.

Trætte og livløse knogler, dem hørte vi om i den tekst jeg læste fra Det gamle Testamente, fra Profeten Ezekiels bog. En profet er en mand eller kvinde, der taler på Guds vegne, en der modtager et budskab fra Gud, som han eller hun giver videre. En profet er en, der har den lodrette forbindelse i orden. Til gengæld kan profetens budskaber godt mangle noget i det vandrette, altså det kan være lidt verdensfjern og dunkel tale, udenfor tid og sted.

 Så hvordan kan vi forholde sig til dem, profetierne? Hvordan kan sådan en billedrig og voldsom tekst give mening?

Måske kan det give mening at læse profetier i Det gamle Testamente, som om det var beskrivelser af en drøm. Som om det var noget der havde udspillet sig i nattens indre biograf. Der kan jo ske lidt af hvert!

 Hvis det var dig, der havde drømt at Vorherre tog dig med på tur til en dal fuld af knogler. Og bad dig profetere, altså tale så de tørre knogler fik liv, kød og blod, sener og hud. Bad dig tale, så de fik livsånde og håb?

Mon ikke du, når du vågnede og tænkte over drømmen ville overveje, hvad den handlede om? Hvad det var, der i dit liv kunne være så dødt som en dal fyldt med tørre knogler. Det kan man jo tænke over!

Men man kunne samtidig glæde sig over, at du åbenbart, med et vink fra Vorherre, havde evnen til at oplive dette livets døde punkt igen.

 Det er jo ikke Gud, der alene får det til at ske. Han får det til at ske gennem et menneske. Gennem Ezekiel. Gennem dig. Sætter dig i gang med at tale sandt og kraftfuldt. Tale kærligt dunder ind i de døde knogler. Hvad ville du mon sige, hvis det var dig?

Det er jo virkelig interessant, at det ikke er Gud der bare gør det for Ezekiel, eller for dig. Nej Gud vil at mennesket selv, Ezekiel selv, du selv skal profetere, tale Guds højeste og livgivende sandhed ud i livets døde dale. Så det må jo være muligt i en eller anden forstand!

 Og det er ikke kun muligt for de særligt frelste eller de hellige. Det er et budskab til Israel og ordet Israel betyder ”den der kæmper med Gud”. Og er det ikke os alle sammen, der gør det i en eller anden forstand? Men navnet Israel skal minde os om, at man kan tvivle og undre sig og have det svært med konceptet Gud, og stadig profetere liv og håb ud i livets dødedale.

 Så denne tekst, hvor Gud giver et fejlbarligt menneske kraft til at tale liv ind i det der er dødt, det er dagen præludium til evangeliet. Og i evangeliet møder vi livets døde dale helt konkret. Vi møder det i sygdom og i død

Og lad mig lige tillade mig at blive en smule teknisk her. Fortællingen til i dag er, hvad vi på det teologiske fakultet helt nøgternt kaldte en ”sandwichkonstruktion.” Det vil altså sige at vi har et centrum, det er fortællingen om kvinden med blødninger. Og den bliver så, ligesom fyldet i en sandwich, båret frem af de to dele af en anden fortælling, de er skåret over som den bolle der skæres over til en sandwich eller en burger. Hvad er det vigtigste i en sandwich? Det er svært at sige, man kan ikke rigtig undvære noget af det, det komplementerer hinanden.

Men mange vil nok sige fyldet, så lad os starte med det.

 Og fyldet, centrum, det er altså fortællingen om en kvinde der i 12 år har lidt af blødninger. Hun har med andre ord mærket livet rende ud af sig i 12 år. 12 er et tal der betyder fuldkommenhed. Det angiver at hendes lidelse er kommet til sin afslutning. Hun er med andre ord på det punkt hvor det er blevet nok. Måske kender I det punkt? Der hvor man tænker: Nu er det nok. Der er man tit klar til en forandring, til at tage et drastisk skridt. Og det er kvinden klar til. I det jødiske samfund er hun teknisk set uren pga. sin sygdom, ligesom hun som kvinde ikke sådan bare kan nærme sig en fremmed mand alene. Men hun tager et drastisk skridt og bryder alle normer. Dog er hun diskret, hun nærmer sig bagfra og vil bare røre ved kappen. Hun tænker, at Jesus skal frelse hende. Men så vender Jesus sig om, ja han vender det hele om. Han ser hende, med et er hun ikke mere uværdig, men værdig til at blive set. Og han siger ikke: Jeg vil frelse dig. Nej han siger noget som vi virkelig skal lægge mærke til. Han siger: ”Din tro har frelst dig.”  Det er i hendes TRO på at Gud kan frelse og befri hende fra lidelsen at befrielsen ligger. Det er i troen.

Og hvordan denne troens magt virker, det demonstrerer Jesus så i yderste potens. Det gør han i ”brødfortællingen”, den der omkranser sandwichens centrum, nemlig historien om den døde datter. I den første del siger faderen ”Hun er død, vil du ikke vække hende til live”. Men læg mærke til hvordan Jesus gør det. Han siger ikke bare: ”Bliv levende.” Nej han siger i den anden del fortællingen ”Pigen er ikke død, hun sover”.

Jesus tror simpelthen ikke på døden. Han er så fast forankret i sin tro på det evige liv, ja han ved, at der i ethvert menneske er en sjæl, en kerne, der lever evigt og det er den kerne, der er mennesket. Han ser ikke det døde, ser kun det evige. Og overfor den tro, må døden slippe. Den kan ikke bestå. Og pigen rejser sig.  

 Så spørgsmålet er, hvad vi vil sige til vores november trætte knogler. Hvad vil vi ”profetere”, hvordan vil vi giv liv til områder i vores liv, der må befries? Ja Måske spørgsmålet er: Hvad kan vi, hvad tør vi tro? Tør vi tro på det gode, det evige det kærlige i os selv og i andre mennesker? Tør vi lade være med at hage os fast i mørke, sygdom og sorg mere end hvad godt er. Og i stedet finde det lyse, der altid er at tro på.

Ja november er mørk. November er også hvile og ro, hvis vi vil. Den er puttetid og hyggetid. Den er stearinlys og lys på træet i haven. November er ikke bare mørk, den er venten i mørke på det evig lys, der altid vender tilbage. Amen