Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matthæusevangeliet 25,1-13

Prædiken

”Når Guds kongerige bliver til virkelighed, vil det være ligesom i historien her.” Sådan indleder Bibelen 2020 den her fortælling. Og slutter sådan her: I skal holde jer klar, sagde Jesus for I ved ikke hvornår jeg kommer tilbage. Og det handler lignelsen om: ”Hvornår Jesus kommer tilbage.”

Hvornår gør han det? Et svar på det kunne være: Hver dag. Hver eneste gang et menneske retter sig mod Gud blot med en eneste tanke. Så kommer Jesus tilbage. Ser man sådan på det, så er denne fortælling en eksistentiel fortælling. Om troens øjeblik kunne man kalde det. Om hvordan mødet mellem Gud og menneske finder sted midt i livet.

Rammen for fortællingen er et bryllup. Et bryllup handler om foreningen mellem to. Foreningen mellem maskulint og feminint kunne man sige – i hvert fald i traditionel forstand.

Jesus, Gud er gommen i fortællingen. Han er den maskuline del. Men hvem er bruden? Hun bliver jo ikke nævnt overhovedet. Hvem er det Gud skal forenes med? Bruden er mennesket. Man kunne sige den menneskelige sjæl. Den nævnes ikke, som jeg ser det, fordi den ikke er et problem. Din sjæl er lys og kærlighed og udspringer direkte fra Gud, den er Guds billede i dig. Men den har det med at gemme sig for os. Det er noget andet der så at sige er i forreste række når vi lever her på jorden.

Men det kommer vi tilbage til. I fortællingen er Gud altså en mand og sjælen er en kvinde.

Det handler ikke som sådan om køn, men om maskuline og feminine kvaliteter. Den maskuline kvalitet er det udfarende og aktive. Det kan vi alle sammen være både mænd og kvinder. Og det feminine det passive og modtagende – også en mulighed for alle m/k.

Og når rammen om denne fortælling er sådan, så er det for at slå fast at i forholdet mellem Gud og sjælen, der er Gud den aktive, den handlende og udfarende. Mens mennesket i sin sjæl, i sit indre, er det kar, der tager imod hvad Gud giver. Sådan lidt firkantet sat op

Men Guds møde med dig i dit liv, der er det altså din opgave at tage imod. Den gamle bedestilling ”orante” hvor man har armene ud til siden viser dette forhold: Mennesket åbner sig, åbner hjertet for Guds handlen og viser sine tomme hænder.

Men hvad så er der slet ikke nogen mulighed for at handle for mennesket? Jo det er der så sandelig. Der er hele 10 brudepiger.

Og det er lidt sjovt med dem! For hvad skal de? De skal lyse for brudgommen. Men de hedder brudepiger. Det er altså brudens assistenter. De skal hjælpe sjælen. De skal ikke hjælpe Gud. Og det er deres hjælp, som enten lykkes eller ikke lykkes. Det er brudepigerne der så at sige er problemet.

Der er ti brudepiger. Eller 2 gange fem. Fem er et tal for den materielle, kropslige virkelighed. Vi har fem fingre på hver hånd, fem tæer på hver fod. Vi har fem sanser.

Brudepigerne repræsenter altså vores kropslige og konkrete væren i verden. Vores handlekraft. Det vi gør, det vi bruger vores tid på. Og det er her problemerne opstår. Ikke kun i dag, men åbenbart også for 2000 år siden

Hvis hele lignelsen fortæller om, hvad der finder sted i et menneske, der tror, et menneske der lever sit liv her i verden og så bliver det tegnet op for os, det som vi godt ved: Vi har valget mellem at bruge vores tid klogt eller tåbeligt.  2020 oversættelsen bruger ordene fornuftigt og tankeløst.

Og det er åbenbart fifty-fifty. Halvt af hvert. Vi er lige gode til det ene eller det andet. Ikke prædestinerede til noget som hest, vi har en ren tavle, valget er vores.

Brudepigernes opgave er at være klar til at lyse. Der er åbenbart noget i mennesket, der skal lyse, så Gud kan finde vej. Men igen: Det er ikke brudgomspiger. Men brudepiger. De skal åbenbart sørge for at noget i mennesket er klar.

Og hvis brudepigerne symboliserer vore kropslige tilstedeværelse i verden. Handlekraft og bevægelighed. Så vil lignelsen formidle dette til dig.

Hvad du vælger at bruger din tid på, det har betydning for mødet mellem Gud og din sjæl.

Billedet på den positiver udnyttelse af tiden er lyset i lampen. Livslysten. Glæden. Kærligheden. Energien. Er der lys i dine handlinger eller kører du rundt i mørke? I brok og beklagelser, i meningsløse aktiviteter på nettet, i tidsfordriv? Hvad bruger du dine ti brudepiger til? Din handlekraft, dine hænder. Din evne til at flytte dig omkring i verden, dine fødder. Går du derhen hvor der er brug for dig eller tramper du rundt i dine gamle mudrede og mørke stier.

Opgaven i lignelsen er næsten provokerende enkel: De skal bare sørge for at have olie med.

En enkel opgave. Det enkle er at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det der virkelig får min flamme til at brænde stabilt og roligt? Hvad er min olie?  Læg mærke til: Det er kun dig, der kan sørge for det. Du kan ikke låne olie fra andre. Det er din flamme og du skal nære med dine valg om hvad du bruger din tid på. Det er enkelt: Spørg dig selv:  Hvordan kan mine brudepiger, mine hænder, mine fødder være til tjeneste for lyset i mig selv og i verden. Du vil vide det med det samme!

Det svære er at blive ved.

Derfor sker det i historien at brudepigerne falder i søvn. Alle 10. Blot for at sige, at tomgangen trummerummen, den vågne søvn er en helt almindelig del af menneskelivet. Også i tiden før 37 timers arbejdsuge, smartphones og Netflix.

Men så kommer timen hvor brudepigerne vågner. Det er ved midnat. Og det er vigtigt. Midnat er der, hvor mørket er allerdybest. Hvor livet er allersværest og byder os store udfordringer. Der lyder råbet. ”Nu kommer gommen. Gå ud og mød ham.” Vi kender den godt, den mørke dag. Den dag hvor samtalen på sygehuset finder sted, den dag hvor døren lukker bag ham. Den dag hvor hendes kiste står i kirken. Der lyder råbet til os og vi vågner. ”Gå ud og mød ham.”

I livets dybeste mørke rusket ud af dagligdagens trummerum, der famler vores brudepiger efter lampen. Det du plejede at gøre. Hvad er det du plejer at gøre? Bliver det til lys i det øjeblik? For det er testen. Lakmusprøven på vores handlinger. Det du bruger din tid på, kan du bruge det der i mørket? Har du lyttet, så andre vil lytte til dig. Har du elsket, så der er nogen til at bære dig? Har du sunget smukke sange, som kan løfte din sjæl? Har du mødt ord, der er større end dig selv og som vil lyse op, der hvor natten er dybest?

Eller er der kun det du købte på nettet, dine likes og de videoer, der fyldte din tid og som nu er forsvundet? Har dine brudepiger skabt lys for dig, eller har de famlet i mørke?

Grundtvig taler om hjerter, der vakle når højt de banke og det gør vores hjerter også når vi hører kaldet i livets tunge midnat. Men I Grundtvigs poesi falder mørket til jorden, og lyset sejrer. For det er sådan det er i evangeliet. Ja det er det, der ER evangeliet, det gode budskab:

At brudgommen kommer frem på trods af, vores tåbelige brudepiger. På trods af alt det tankeløse vi spilder vores tid med. Og læg mærke til hvordan det ender: De tåbelige brudepiger bliver sendt udenfor døren. ”Jeg kender jer ikke, jeg ved ikke hvem I er” siger gommen.

For når gommen møder bruden. Gud finder sjælen, finder dig og mig om det er søndag morgen eller midt i livets midnat. Så ved vi godt, hvad det er der skal gøres. Så ved du godt, hvordan du skal bruge dine brudepiger, din kropslige tilstedeværelse her i denne vidunderlige verden.

Så ved du hvad, der bliver til lys og hvad, der skal efterlades i mørket, hvor det hører til.  

Og som digterne siger: Derfor bære blus vi med glæde eller, som vi skal synge om lidt: Da blomstrer roser frem mellem torne. Amen