Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land. Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor; de glæder sig for dit ansigt, som man glæder sig over høsten, som man jubler, når man deler byttet. For det tyngende åg, stangen over deres skulder, og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag. Hver støvle, der tramper i larmen, og kappen, der er sølet i blod, skal brændes og fortæres af ild. For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør over Davids trone og over hans rige, så han kan grundfæste det og understøtte det med ret og retfærdighed fra nu af og til evig tid. Esajas' Bog 9,1-6a

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker, der elsker Gud.« Lukasevangeliet 2,1-14

Prædiken

Der udgik en befaling om en folketælling. Sådan begynder juleevangeliet og vi kender det så godt, at vi næsten ikke tænker over ordene. De er kulissen om juleevangeliet, historien, der indrammer historien. Historien om Kejseren og hans ageren i verden, der indrammer historien om Gud og hans ageren i verden. I hvert fald begyndelsen af den.  

Kejserens historie er, som kejseres historier altid har været og altid vil være: En fortælling om et magtfuldt og rigt menneske, der er blevet så magtfuldt og rigt, at tanken om at miste magten og rigdommen er er ubærlig. Magtens og rigdommen holder fast med næb og klør. Og mere vil have mere. Magten tæller mennesker, opkræver skatter og tager alle midler i brug.

Esajas maler billeder af dem: Mørket og blodet. Åget og kæppen, støvlen og kappen. Ordene fra Esajas bog maler billeder af symboler på kejserens magt. Som stadig findes i vores verden, måske blot på mere raffinerede og forfinede endda digitale måder.

Sådan er Kejserens historie.

Inde i denne historie, fortælles nu en anden. Nemlig fortællingen om Gud. Om sandheden kunne man også sige. Eller om kærligheden, hvis man bedre kan lide de ord. Esajas maler billeder af lys, af fred. Af ret-færdighed. Mere abstrakte og måske lidt sværere at fange. Men Lukas er ikke abstrakt i sit juleevangelium: To fattige mennesker på rejse. På vej. Og et lille barn, der fødes i hjemløshed. Gud kommer til syne i verden som et lille barn, på den ene side hjemløst, født i stalden og på den anden side svøbt og holdt, beskyttet af kærligheden fra en moder. En af de stærkeste kræfter i denne verden.

Det lille barn er den magtesløse. Han kan ikke tvinge nogen til noget, vil ikke tvinge nogen til noget.

Sådan viser Gud sig i verden. Sådan viser Gud sig for dig og for mig: Tvinger os aldrig, men lader dig være os være fri, til at træffe vores valg: Vil vi være en del af sandhedens og kærlighedens, fortælling? Vil vi være en del af Guds fortælling, der løber i verden, side om siden med magtens og rigdommens fortælling.

Vi er fri til at vælge.

Og mon ikke det er noget af det mest sympatiske ved det kristne gudsbillede: At Gud aldrig vil tvinge nogen, til at være hans disciple. Et barn kan ikke tvinge nogen. Det er sjovt nok noget, man ofte skyder Ham eller Hende i skoene som en svaghed: Hvorfor griber Han ikke ind, hvordan kan Han tillade alverdens ulykker og ondskab? Men for Gud er menneskets frihed ikke til diskussion. Gud er ikke interesseret i blinde tilbedere, der gør honnør og marcherer i rækker. Han ønsker menneske, der vandrer med ham. På livets vej i frihed og kærlighed.

I Tolkiens mytologi er han inspireret af dette billede. I skabelsesberetningen fra Silmarillon fortæller han om den øverste Gud, Eru Illuvatar, der sender Valarene, de andre guder, ned for at gøre verden klar til at Erus børn skal komme: Elverne og menneskene. Men de skal først komme, når tiden er inde og verden står færdig. Aulee er en af de guder, der har travlt nede på jorden. Men han kan ikke vente. Derfor laver han sine egen væsner: Dværgene. Men den øverste Gud bliver rasende og siger: De kan jo ikke tænke selv. De er ikke frie, de kan kun følge din tanke, Det er det ikke liv, du har skabt. Det er maskiner.  Aulee bliver så flov at han vil slå dem ihjel men Eru Illuvatar forbarmer sig og lader dem eksistere. Dværgene får deres liv dybt under bjergene. Med tiden smeder de våben og samler på guld og skatte med en ubændig trang til rigdom.

Tolkien bygger videre på den kristne fortælling om menneskets ukrænkelige frihed. Minder os om, at når vi lever livet på andres befalinger og uden frihed, uden selvstændig tanke. Så er vi ikke mennesker, men maskiner.

Vi kan være stolte af, hvordan vores samfund langt hen ad vejen er bygget kristendommens tanker om menneskets ukrænkelige frihed.  Og ønsker vi at sandheden skal have frit løb iblandt os, så er vores egen og andres frihed ikke til forhandling. Som Grundtvig sagde det: Frihed for Loke såvel som for Thor. Friheden til mig selv og til den som jeg er rygende uenig med.

Men der udgik en befaling om en folketælling og alle drog afsted. Magthavere sender til alle tider mennesker ud på vandring og motiverne bag er ikke guddommelige, men blakkede. Med ved siden af kejserens fortælling løber Guds historie. Med de smukke ord:  For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Sandheden finder sin vej, som en strøm i verden, spørgsmålet til os er, om vi går med den eller ej.

Verdens skiftende kejsere ved det godt og måske derfor holder de så fast. Deres eget greb er flygtigt og det evige herredømme ligger et andet sted. Herredømmet ligger på Hans skuldre. Hos den underfulde Rådgiver, den vældige Gud. Hos Evighedens Fader, hos Fredens Fyrste. Ham der aldrig vil tvinge os. Han ønsker aldrig blind lydighed, men kærlighed givet i fuldkommen og altid ukrænkelig frihed.

Amen og Glædelig jul